Usikker på min krop

Af Pige på 13 år

Hej jeg er en pige på 13. Jeg er meget usikker på mig selvom min krop. Jeg går og suger maven ind 24/7 hele tiden undtagen når jwg er på toilet eller sover. Jeg er 1,67 og vejer 63,5 de andre piger i min klasse vejer 56 og 54 for det meste og så siger mine forældre det er nogwt med din højde, men min veninde må 1,72 vejer 51 kg og er virklig tynd. Jeg vil også være tynd... jeg ser meget bred ud så ser tyk ud, jwg prøver virklig at suge min mave ind men ser stadig tyk ud. Jeg har store arme tykke lår og fede fingre ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg spiser næsten ik noget drikker for det meste kun vand og spiser tyggegummi. Jeg tror snart ikke jeg kan mere jeg er så utilfreds med min krop at når jeg kommer hjem fra skole græder jeg. Har i nogen råd eller noget?


Svar
Hej,
For det første, så er det virkelig sejt, at du skriver ind til os og deler dine tanker og følelser med os. Det er virkelig ikke rart, at gå alene med de tanker og det er vigtigt at dele dem med nogen.

Du skriver, at du sammenligner din vægt med de andre piger i din klasse. Ens vægt siger ikke noget bestemt om hvor sund man er eller hvordan man ser ud. Der er også nogle som har knogler der vejer mere end andre, hvilket kan påvirke ens vægt. Der kan hurtigt komme meget fokus på vægten, og det er også en nem måde at sammenligne sig med andre på. Måske ville det være en god idé ikke at veje dig i en periode? Og prøve at se hvordan det føles?

Vi kender alle til at gå i perioder og være utilfredse med vores udseende på den ene eller anden måde. Især når man er ung og kroppen udvikler sig og der kommer pludselig fokus på kroppen på en anden måde end før. Men hvis det fylder så meget for dig, at du ikke spiser og græder hver dag, så er det vigtigt at få talt med nogen om det. Har du fortalt dine forældre om hvor ked af det du er? Eller er der en anden, en veninde eller en lærer, du kan snakke med det om? Hvis det er nemmere, kan du vise dem det her brev du har sendt til os.  

Er der nogle dage eller tidspunkter hvor du tænker mindre på din krop? Når du går til en bestemt aktivitet eller hænger ud med dine venner? Det kan være at det kunne være dejligt at gøre flere af de ting der gør dig glad og hvor du tænker mindre på din krop.

Det er vigtigt at slå fast, at alle kroppe er lige gode og lige rigtige. Og de kommer i alle mulige former og faconer. Nogle gange på sociale medier kan man hurtigt få følelsen for at det er bedre, at se ud på en bestemt måde. Men man er altså ikke mere rigtig eller smuk, bare fordi man er tynd.
Men selvom man ved de her ting, så kan det stadig komme til at betyde rigtig meget, hvordan man ser ud. Og det kan komme til at fylde så meget, at det kan blive svært at slippe tankerne igen. Hvis det bliver så svært for én, så er det vigtigt at fortælle andre om det, så man ikke går med tankerne alene.

Det kan også være rart at snakke med nogen, man ikke kender. Du er velkommen til at ringe ind til os på alle hverdage mellem klokken 15 og 19 på telefonnr. 70 20 22 81. Du kan også skrive til os på vores chat.
Vi håber, du kan bruge svaret til noget. Hilsen Privatsnak, XX17
 
Gå tilbage til brevkasse