Jeg savner min far

Af Pige på 22 år

Ulykkelig datter på 22 år. Jeg havde verdens bedste og mest omsorgsfulde far, for blot 1.5 år siden. Jeg har altid været min fars pige, og været meget far glad. Vi er 3 børn mig på 22, min søster på 18 og min lillebror på 16. Vores forældre blev skilt da jeg var 7-8år. Det var meget fredligt, og de har altid haft et godt samarbejde. Vi kom hjem til vores far hver 2 weekend, og nogen uger i sommerferien. Det så vi altid frem til, og vi savnede vores far meget. Vi tog på ferier, og han var sådan en rigtig hygge far. Han havde en kæreste meget kort, og det gik ikke, fordi hun ikke kunne acc hans børn. Han har været single i 10+ år. Nu er han så blevet kærester med hans barndomsveninde som har 6 børn plus 1 bonus. Hendes 2 ældste børn bor i beskyttet bolig, da de ikke her normalt fungerende, og hun ikke har haft “overskud” til dem. De to mindste og den 3 ældste er autister og bagud i udviklingen. Hun snakker meget omkring hende selv og hendes børn. Min far er flyttet ind til hende, og har boet der siden de blev kærester, for ca. 1.5 år siden. Og lige siden det skete er det meget begrænset hvor meget vi har set til ham. Jeg snakker sommetider med ham i telefon, og har ikke været alene med ham, siden hun kom ind i billedet. Eller jo 1 gang, da mig og min far skulle købe en gave til hende. Det varede 1 time, hvor hun har haft ringet til ham 10 gange, og var meget sur og smækkede røret på, fordi han har sammen med mig. Det gjorde mig ked af det, og det fortalte jeg til min far med det samme. Han sagde “hun laver bare sjov skat” jeg kunne se på min far at han var meget trist. Det er bare så hårdt at se min far med hans “nye” familie. Men os hans “gamle” familie bare bliver skubbet længere og længere væk. Vi savner ham så utroligt meget. Det er også hårdt at se han tager med dem på familie udflugter, steder som vi var med ham da vi ikke var ret gamle. Vi bliver heller ikke inviteret med, og jeg ved at han hellere end gerne vil have os med. de sidste pr gange hvor vi har været oppe og besøge “dem” har hans kæreste set meget utilfreds ud, og virker meget sur. Vi føler os slet ikke velkommen, hjemme hos hende/dem. På vores fars fødselsdag, ville vi hylde ham med et Facebook opslag, hvor vi skrev en sød tekst med et sødt billede af mig, mine søskende og far. 5 minutter efter ligger et af hendes børn på omkring 19år et opslag op hvor hun skriver “tillykke Bamsefar” jeg fik sådan et sug igennem hele kroppen, og det gjorde ondt helt ind i sjælen. Jeg konfronterede min far med det, og hans kæreste fortalte at nogen af hendes andre børn også har kaldt ham for far. Jeg har så mange følelser involveret, jeg synes det er så svært at bære. Hendes børn er 11, 14, 16, 19, 26, og 27. Jeg føler at det er en makering for at der er nogen andre børn som træder til, og ligesom overtager vores pladser. Jeg synes vi er gode til at dele vores far med dem, og respektere at vores far bor sammen med dem. De har ham hver evig eneste dag, og vi kan ikke engang have ham i en time på 1.5 år. Jeg kan mærke at jeg har brug for min far i mit liv, men samtidigt kan jeg også mærke at jeg ikke kan bære dette. Jeg har prøvet at give udtryk overfor min far, men han kan ikke se det. Og jeg ved det gør ham ked af det. Jeg kan huske en episode, da min lillebror var 2 år og kaldte vores tidligere “papfar” for far. Dette kunne min far heller ikke acc, og fik det stoppet omgående. Til min fars fødselsdag dukkede vi også op sidst på aftenen for at give ham en gave. Her kunne vi også se at de havde haft huset fuld af gæster. Der var både slået et ekstra bord op osv. men vi havde ikke fået nogen invitation. Jeg er glad på min fars vegne, at han har fået en kæreste. Han er en god mand og fortjener at være lykkelig. Er det mig der er helt fra forstanden? Eller brude jeg bare tage mig sammen? Hilsen en meget ulykkelig datter, som savner sin far.


Svar
Hej ulykkelige datter, som savner sin far

Det lyder som en svær situation du er i. Du vil din far det aller bedste, og er glad for at han har fundet kærligheden. Samtidig, kan du mærke, at dit forhold til din far er helt anderledes lige nu. Det lyder som om, at du føler at han stadig elsker jer meget højt. Men at han glemmer jer, fordi han fokuserer for meget på din fars kæreste og hendes børn. 

Du har taget mod til at fortælle ham om dine følelser, men han har ikke rigtig forstået hvad du prøvede at fortælle ham. Det må føles utrolig frustrerende. For hvordan skal man mon så nå ind til ham? 

Måske ville det være en god start, at prøve at dele dine følelser med dine søskende. Prøv at hør dem, om de oplever det samme som du gør. Måske har de også nogle gode idéer til, hvordan I kan tale med din far om det. Måske kan det også være rart, at du mærker at du ikke er alene om dine følelser, og at du ikke er ved at gå fra forstanden fordi du har det sådan. 

Du kan også prøve at spørge din far, om I kan lave noget alene sammen, bare dig og ham - og evt. også dine søskende. Måske kan han godt forstå, at du stadig har brug for, at se ham alene uden hans kæreste og de nye børn? Måske kan I tage på nogle af de ture, som I plejede før han fik en kæreste. Eller I kan lave noget af det, du bedst kunne lide før han fik en kæreste. 

Vi ved, at det kan være mere kompliceret end hvad vi kan svare på i et brevkassesvar. Du er derfor altid velkommen til at skrive til os live alle hverdage kl. 15-19 på chat, eller ringe på vores tlf. Mvh Privatsnak. XX99
Gå tilbage til brevkasse