Følelser for en ven

Af Pige på 14 år

Hej privatsnak Jeg har de sidste uger snakket en del med en af mine venner og er begyndt at få følelser for ham. Vi har haft flirtet lidt på det sidste og kunne egentlig godt tænke mig at der skete noget mere. Men han bor i England så det kan blive en udfordring med langdistance hvis det bliver til noget. Håber i har nogle råd både til hvordan jeg kan føre det videre men også hvis det bliver til noget.


Svar
Hej! Dejligt at høre, at du har fået følelser for en ven. Det lyder da også som om, at han kunne have følelser for dig, nu når du fortæller, at I har flirtet lidt på det sidste. Det plejer at være et tegn på, at en person godt kan lide én.

Når man skal begynde et forhold med en anden person, er det tit en rigtig god idé at bruge tid sammen og lære hinanden endnu bedre at kende. Det kan for eksempel være ved at invitere hinanden ud på en date eller lignende. Du kan prøve at spørge ham, om han har lyst til at have en ”virtuel date” med dig, hvor I ringes ved og drikker en kop te, ser en film eller noget helt tredje sammen. Du kan også prøve at spørge ham direkte, om han også har følelser for dig.

Rigtig mange synes, at det er svært at have langdistance-forhold. Men der er også rigtig mange mennesker, som er glade for at være i sine langdistance-forhold. Det er en god idé at tale med sin partner om, hvordan man får det til at fungere med hinanden. For eksempel hvor ofte man har brug for at tale i telefon eller skrive sammen, og hvor ofte man har brug for at se hinanden fysisk.

Hvor har du mødt din ven henne? Hvis det er en person, som du har mødt på nettet og aldrig har mødt i virkeligheden, er der et par ting, som er gode at overveje, før man tager flirten videre og begynde at dele private ting eller mødes med personen. Du kan læse mere om chat/netdating her: https://www.sexlinien.dk/emneside-foelelser-og-relationer/chat-netdating. Desværre findes der voksne, som opsøger børn og unge med formålet at manipulere barnet eller den unge til for eksempel at få dem til at dele private billeder eller udsætte dem for seksuelle overgreb. Det kalder man ”grooming”, og det kan du læse mere om her på Børns Vilkårs hjemmeside: https://bornsvilkar.dk/faa-gode-raad/hvad-er-grooming/.

Du er velkommen til at kontakte vores telefon- og chatrådgivere alle hverdage kl. 15-19 på 70202266, hvis du har brug for yderligere rådgivning.

Hilsen Privatsnak. XX110
Gå tilbage til brevkasse