Trist og tom indeni

Af Pige på 15 år

Jeg har det ret mærkeligt her for tiden, jeg er meget trist og meget ugidelig, doven og træt. Jeg får sådan nogle bølger af tristhed, hvor jeg kan gå fra at have det fint til lige pludselig at blive trist og sådan lidt Tom indeni. Jeg er ikke ked af det hele tiden, men har på en måde en underliggende tristhed hele tiden. Det startede i marts lige inden første karantæne/lockdown, at jeg begyndt at være lidt trist og ikke have lyst til at tage i skole. Da jeg ikke kunne overskue at omgås med dem fra min klasse. Vi kom så i karantæne og jeg fik det meget bedre, jeg nød virkelig karantænen. Da vi så skulle tilbage i skole igen, var jeg sindssygt ked af det. Som i virkelig. Jeg er uvenner med mine forældre hele tiden og skændes super meget med dem (især i april, maj, juni, juli, august) det resulterede så i at jeg gjorde skade på mig selv efter et stort skænderi i maj (det er på ingen måde noget jeg er stolt af, og føler hjælper) det opsagde de så og vi snakkede. Og jeg sagde jeg aldrig ville gøre det igen og det mente jeg. (det var den værste dag i mit liv, da de fandt ud af det) det gik så sådan fint og jeg havde det nogenlunde fint i månederne op til sommerferien og i sommerferien. Jeg blev bare ulykkelig hver gang mine forældre nævnte det (altså mine sår) Men ellers gik det fint, vi var bare hele tiden oppe at skændes Det gik fint indtil cirka septemper/ oktober hvor jeg bare har haft en underliggende tristhed en gang imellem. Men så her i sep/okther begyndte jeg så at gøre skade på mig selv igen uden nogen rigtigt grund. Jeg følte ikke det gjorde noget, men havde på en måde lyst til det. Mæske for opmærksomhed, selvom jeg skjulte det så godt som jeg kunne. Måske det var et råb om hjælp. Jeg aner det virkelig ikke. Jeg har snakket med veninder om det, da jeg har tætte veninder. Men jeg blev altid bare så pinligt berørt og gav udtryk for at det var ingenting og at alt var helt fint. Men det var det vel bare ikke. Jeg blev så opdagede i det igen, da formanden for den svømmehal jeg svømmer i og arbejder i havde ringet hjem og sagde at en træner havde set det. (Det var lige inden den 2 corona karentæne) Mine forældre var meget bekymret og de ville have jeg skulle til psykolog osv… men jeg nægtede. Det var dog her i november og december jeg har haft det ubeskriveligt mærkeligt jeg har været så trist og ved simpelthen ikke hvad der er galt. Jeg får simpelthen en slags bølger af tomhed og tristhed. Hvor jeg ikke vil eller gider noget. Jeg bliver helt stille og meget utilpas. jeg bliver bogstavelig helt Tom indeni, jeg føler næsten ikke rigtigt noget på en måde. Jeg har dog været igennem mange ting dette år, som problemer med en fyr, jeg har fået i permanent skade i mit haleben som har plaget mig er helt år nu, jeg har fået mere travlt og mindre fritid både i forhold til skole og mit arbejde. Er blevet meget nervøs over den kommende eksamen (jeg går i 9) Mit arbejde har plaget mig meget på den dårlige måde, mine skænderier med forældrene og problemer med venner osv) Det meste af det overståede har været inden for det halve år jeg har haft det slemmeste (efter sommerferien) Jeg har nu taget en masse test på nettet, om jeg kunne have stress eller en depression. Og på alle de tests jeg har taget har jeg enten et for højt stressniveau (symptomer på stress) eller har symptomer på moderat Depression. Jeg ved ikke helt Hvad skal jeg gøre, da jeg ikke selv helt ved hvad der er galt og hvad det kunne være. Jeg har det bare ikke særlig godt og kan bryde helt sammen og blive helt tom og trist ud af det blå. Jeg græder ikke, men bliver bare helt paf og ligeglad, træt, trist og sådan Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle omgås med folk, eller gøre mig klar. Jeg er meget utilpas og føler mig grim og ulækker. Og tanken om hvor dejligt det ville være ikke at være her mere stryger da mine tanker ihverfald - en gang om ugen. Ikke at jeg vil dø, men på en måde bare heller ikke leve. Fordi så vil jeg slippe for alt det lort der sker og alt det der kommer til at ske. Jeg er bare træt og magter ikke fremtiden på en måde. Jeg har det bare super mærkeligt Så jeg har valgt at skrive ind til jer, fordi jeg ikke har mod på andet i nuværende sitation.


Svar
Hej, og tak for din besked

Det kan tit være rart at skrive til nogen, for at få sine tanker ned på papir. Tak for, at du vil dele dine tanker med os på Privatsnak. Det kan kræve mod, at turde række ud efter hjælp, som du er på vej mod her. 

Du skriver, at du har været igennem meget det seneste år. Du nævner skaden i halebenet, de mange skænderier med dine forældre, en fyr, dit arbejde, og nervøsiteten for eksamen i 9. klasse. Det lyder som om, at din rygsæk er ved at være fyldt op, og ved at blive rigtig tung. Først fik du skænderierne i din rygsæk. Du kunne bære det, fordi der stadig var plads nok. Så fik du skaden, og det blev tungere. Så kom der noget med fyren, arbejdet, og nervøsiteten for eksamnerne. Til sidst bliver rygsækken så tung, at man bliver nødt til at bede om hjælp til at tage nogle ting ud af den, så man kan bære den igen. Det sker for alle i løbet af livet, at man har for meget at bære på, til at man kan klare det alene. 

Det kan være svært at overskue at bede om hjælp, når man i forvejen ikke har så meget overskud. Når man rækker ud efter hjælp, kan man være bange. Nogen er bange for, at andre ikke kan hjælpe dem. For at andre bliver kede af det, eller bange. Eller det kan være, at man synes, at man burde kunne være stærk, og klare alting selv. Det er helt ok, at hvis du føler nogle af de ting, og derfor tøver. 

Nogen gange kan det være nemmere at skrive end at snakke, hvis man skal sige noget svært. Måske er det derfor, at det har været nemmere for dig at skrive herind? En idé kan være, at du sender dette brevkassespørgsmål- og svar til dine forældre. Måske kan du skrive: "Hej forældre. Jeg vil gerne have hjælp med at snakke om nogle ting, som er svær for mig. Det er svært for mig at snakke om, så derfor har jeg skrevet det ned til jer, så I kan læse det. Jeg har skrevet om det her, til en brevkasse som hedder Privatsnak. I kan læse det her.". 

Vi ved at det kræver mod at bede om hjælp. Vi er sikre på, at du kan klare det - det har du allerede vist, ved at turde skrive til os, og stole på at vi ville kunne give dig den forståelse og hjælp, som du have brug for. Hvis du har brug for at snakke mere med nogen om, hvordan du snakker med dine forældre, kan du ringe eller chatte med os live alle hverdage kl. 15-19. Mvh Privatsnak. XX99
Gå tilbage til brevkasse