Er gnisten væk?

Af Pige på 14 år

Der går den her dreng på min årgang som jeg har syntes var lidt sød i noget tid. Vi kyssede så til nytår.. Vi var faktisk sammen hele aftenen og jeg var helt oppe og kører da jeg kom hjem. Vi mødtes så til en gåtur 2 dage efter for at snakke om tingene, alting var bare super godt og vi kyssede en masse. Men så her i går mødtes jeg med ham igen og jeg følte bare at gnisten var helt væk. Jeg følte at jeg kedede mig sammen med ham og at jeg bare gerne ville hjem igen. Og når han kyssede mig var det slet ikke ligeså magisk, som de andre gange... hvorfor føler jeg sådan her, han er jo så sød? Skal jeg droppe det med ham? Er jeg bare forvirret, fordi tingene går lidt stærkt og jeg aldrig prøvet at have noget med nogen? Eller hvad er det?


Svar
Hej! Det lyder som nogle super dejlige oplevelser du har haft, indtil her for nyligt. Måske var det bare en kort og intens flirt, I skulle have? Hvor lang tid noget varer, behøver ikke at være mål for om det var godt eller ej. Mange fantastiske flirts varer kun kort tid, men er stadig skønne og værdifulde. Ellers kan det være, at det bare var en dårlig dag forleden, hvor I måske var trætte eller distraherede. Det behøver ikke betyde, at der er noget galt mellem jer. Det er helt normalt, at man nogle gange ikke har lyst til at være sammen med sin flirt, eller at kysse, selvom man rigtig godt kan lide personen. Når det sker, er det en rigtig god ide at lytte til sig selv, og ikke tvinge sig selv til at blive længere end man har lyst, eller kysse bare fordi det er forventet af en. Alle har brug for en pause nogle gange, og nogle gange er man bare ikke i humør til at flirte eller kysse. Giver det mening? Det lyder i hvert fald som om det er for tidligt at kunne vide, om gnisten er helt væk, eller om det bare var en dårlig dag. Prøv at mærke efter det næste stykke tid, og se hvad der opstår af følelser og tanker inde i dig!
 
Du kan altid skrive med os på chatten, alle hverdage fra 15 til 19. 
 
Bedste hilsner,
Sexlinien
XX114
Gå tilbage til brevkasse