Alt for snakkesalig

Af Pige på 28 år

Hej. Jeg har altid været en meget snakkesalig pige, men jeg synes virkelig det tager overhånd.. Jeg vil utrolig gerne bare tie stille nogle gange, istedet for at fortælle en masse irrelevante ting, men jeg kan bare ikke lade være. Det går mig ret meget på, for jeg har faktisk lagt mærke til, at folk nogle gange ikke lytter, hvis jeg fortæller dem noget + det har flere sagt til mig. Ofte når jeg har sagt noget, har jeg bagefter tænkt: “Ej, hun var nok ligeglad…” eller “det var ret irrelevant”, men det indser jeg først EFTER jeg har sagt det. Det irriterer mig så meget. Det har så også ført til, at jeg har været flabet, ikke tænkt over, hvad jeg siger, og at der er nogle der ikke kan lide mig af den grund. Det har ført til, at jeg ikke kan lide min personlighed.. Overhovedet. Jeg er altid pisse overgiret, hvilket jeg også gerne vil stoppe med, og jeg føler hele tiden, at jeg siger noget forkert til folk. Så, jeg kan ikke lide den måde, jeg er på. Det er kun i seriøst situationer, at jeg kan holde min kæft, men jeg vil også bare gerne være lidt mere neutral, som f.eks de andre i klassen, men jeg kan bare ikke.. Ofte tænker jeg, enten når jeg er sammen med en fra klassen, eller når jeg ser en video: “Jeg gad godt være som hende/ham.” Jeg føler ikke, at jeg kan snakke med en veninde om det, for jeg har ikke en bedste veninde. Jeg har ikke en, jeg kan snakke om ALT med, pga. der har været virkelig meget drama i min klasse. Jeg har flere gange læst om, hvordan man snakker mindre, og der er altid den der: “Tænk før du taler.” Da jeg så ville tage mig sammen, og faktisk gøre det, glemte jeg det fuldstændig. Har I nogle råd til at snakke mindre, udover at tænke før jeg taler? For jeg kan virkelig ikke lide min personlighed….


Svar
Hejsa, og tak for dit spørgsmål!

Det er rigtig positivt at du er så opmærksom på problemet, og gerne vil gøre noget ved det! At ændre et adfærdsmønster tager ofte tid og øvelse, så det kan være en god ide at væbne sig med tålmodighed. Prøv at huske dig selv på det, så ofte du kan, men uden at skælde dig selv ud. Det lyder også som om du er ret hård mod dig selv, og det lyder hverken rart, eller som om det hjælper noget. 

Du kunne overveje at snakke med en psykolog eller psykiater om det, hvis du ofte føler dig så overgearet og ude af kontrol, at det går ud over dine relationer og hvor godt du kan fungere i sociale situationer. Det kunne måske være en ide at blive undersøgt for ADHD eller noget lignende. Hvis det er noget du tænker kunne være relevant, kan du få en henvisning hos din læge. 

Vi håber, du kan bruge svaret, ellers kan du skrive igen eller ringe eller chatte med en rådgiver på alle hverdage kl. 15-19.

Var vi gode nok? Hjælp vores brugerundersøgelse :) Vi er lige nu i gang med at undersøge, hvordan jer der har fået et brevkassesvar, har oplevet svaret - var det en god oplevelse? Fik du hjælp, du kunne bruge? Var svaret nemt at læse og at forstå? Sådan en undersøgelse er med til at sikre, vi gør det godt, når vi rådgiver børn og unge. Et interview tager maks. 10 minutter og det er frivilligt at deltage. Du skal selv ringe op til vores interviewmedarbejder på 30 18 26 19 i tidsrummet kl. 10-14 på en mandag-torsdag. Du er helt anonym og ingen kan se, at det er lige præcis dig der taler med interviewmedarbejderen. Interviewmedarbejderen ved heller ikke, hvad du har spurgt om i brevkassen.

Hilsen PrivatSnak
XX114
Gå tilbage til brevkasse