Hvordan barberer man sig forneden?

Af Dreng på 16 år

hvordan barberer man sig forneden?


Svar
Hej, og tak for dit spørgsmål.

Hvis du gerne vil barbere dine hår på kønsorganerne, findes der mange forskellige metoder, som du kan bruge.

Vi har lavet seks trin, som kan hjælpe dig med at få et godt resultat. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvordan tæt og effektiv en intimbarbering neder med at være. 
 
1. Barberbladet - brug helst et nyt barberblad, så det er rent og skarpt, ikke noget med fars gamle, halvrustne skraber.
Et nyt barberblad fjerner hårene nemmere end et gammelt, og du undgår bakterier, der nemt kan sætte sig i et gammelt blad.
 
2. Første blødgøring - blødgøring af huden før barbering er vigtigt for, at huden tager mindst skade.
Nogle blødgør huden i varmt vand før barberingen.
Andre har opdaget, at deres hud reagerer dårligt på de bakterier, der altid er i varmt vand, så de bruger ikke vand som blødgører, men barberskum, gelé eller almindelig shampoo.
Andre har så fundet ud af, at deres hud i skridtet ikke kan tåle barberskum, gelé og shampoo, men bruger andre muligheder.
Det vigtige er, at du finder ud af, hvad din hud kan tåle, da hud er forskellig fra person til person.
 
3. Første barbering - for at undgå de fleste af de røde knopper (indgroede hår), så skal du først barbere MED hårene.
Prøv at undgå at barbere mange gange på samme stykke hud, fordi du skraber tynd hud af hver gang
Undgå også at skraberen glider hen over huden - for meget af dette kan give svie og irritation.
Vil du barbere testikler, skal du hive ud i dem, så huden strammes - ellers kan det være umuligt at barbere.
Husk at være forsigtig: Huden i skridtet er som sagt meget følsom, og du kan risikere at skære dig, hvis du skynder dig.
Brug kun rolige bevægelser.
 
4. Anden blødgøring - blødgør igen huden med den metode, som er bedst for din hud.
 
5. Anden barbering - barbér dig nu MOD hårene.
Prøv også her at undgå at barbere mange gange på samme stykke hud.
Det kan give blødning.
 
6. Efterbehandling - det er vigtigt for at undgå svie og irritationer.
Nogle foretrækker at efterbehandle med talkum, andre bruger mandelolie, aloe vera, teatree-oil eller andet.
Der er mange forskellige muligheder, men fordi huden i skridtet er så følsom, kan vi ikke anbefale en metode over en anden, da det i høj grad er et spørgsmål om, hvad DIN hud kan tåle.

Du må prøve dig frem til du finder en metode, der passer dig og din hud.

Vi håber at det var svar på dit spørgsmål. Hvis ikke, så kan du skrive ind igen. Du kan også chatte med os eller ringe på 70 20 22 81 alle hverdage mellem 15-19. XX105
Gå tilbage til brevkasse