Er jeg biseksuel eller bare heteroseksuel med fantasier om kvinder?

Af Pige på 13 år

Hej. Jeg har været meget forvirret omkring min sexualitet og er det stadig. Har altid tænkt at jeg bare var til drenge og jeg har ikke været hverken personligt eller fysisk tiltrukket til andre køn, før fornyeligt. For nok omkring 4-5 måneder siden, kunne jeg se at jeg syndes nogen kvinder havde smukkere kroppe end drenge og at der var nogen kvinder jeg følte mig mere fysisk tiltrukket af end jeg følte ved drenge. Jeg kiggede på forskellige kendte kvinder fx i serier eller film og jeg syndes de var smukke på en lidt anderledes og mere sexuel måde end drenge. Jeg har dog aldrig kunnet lide en pige, som andet end en ven og jeg tror også kun at min tiltrækning til kvinder er noget fysisk og jeg kunne godt fantasere om at fx kysse dem osv men intet med følelser som jeg kan med drenge. Altså med drenge bliver jeg også meget tiltrukket af deres personlighed, men ved piger er det mere deres udseende og tanken om at have fysisk kontakt med dem jeg er tiltrukket af. Er jeg så bisexuel når det kun er en fysisk tiltrækning til nogle få kvinder fra fx TV. Serier eller er jeg bare heterosexuel, med nogen fantasier om kvinder?? Jeg ved ikke engang om det er nødvendigt at sætte et ord på min sexualitet, og måske skulle jeg bare kunne lide hvem jeg nu kan lide og ikke tænke så meget over det, men på en eller anden måde føler jeg at det kunne være rart at vide det. Hvad skal jeg gøre? Og hvad er min sexualitet? Og er den overhovedet nødvendig at vide?


Svar
Hej og tak for dit spørgsmål,

Først og fremmest så kan det være rart at vide, at det er helt almindeligt at være i tvivl om sin seksualitet. Derfor kan vi heller ikke fortælle dig, om du er til piger eller drenge, begge dele eller alle køn. Man behøver heller ikke at sætte sig selv i en boks. Seksualitet er en flydende størrelse, som kan ændre sig gennem hele livet. Så derfor kan man godt sige at ens seksualitet kan have faser. På et tidspunkt i livet kan det være, at man er til piger og på et andet tidspunkt kan det være drenge. Det er der ikke noget forkert i. 
 
Det er altså langt fra alle mennesker, der passer i en af kategorierne "heteroseksuel", "homoseksuel” eller ”biseksuel". Der er også mange, som vælger at gå efter og blive forelsket i personligheden og ikke tænker så meget på hvilket køn personen har.
 
Hvis du føler, at du har lyst og brug for at fortælle din venner omkring din seksualitet, så kan du vælge at gøre det og fortælle dem, at ’lige nu’ føler du sådan, men det er ikke ensbetydende med, at det er en følelse du har hele livet. Ligesom alle ens andre følelser kan ændre sig og gå væk, så kan følelser omkring seksualitet og forelskelse og ændre sig. Du kan måske bare fortælle om din seksualitet med de ord, du beskriver i spørgsmålet til os. Det behøver ikke nødvendigvis være med ordene "jeg er biseksuel" eller "jeg er heteroseksuel", men at du oplever en fysisk tiltrækning til piger som er anderledes end din tiltrækning til drenge, hvor der også er romantiske følelser involveret.

Det kan være en god ide at starte med at fortælle det til en man betror sig til og stoler på. Det kan være en veninde, søster/bror eller en forældre. Det kan føles mere trygt at fortælle det kun til en person. Det kan også være at det er rart for dig bare at gå med de her tanker og følelser selv, og måske være nysgerrig på hvordan det er at kysse/være tæt på piger og drenge, før du kan sætte ord på det overfor andre. Om du nogensinde vil sætte ord på det overfor andre er også fuldstændig dit eget valg.
  
Vi håber, det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive herind igen. Ellers kan du ringe eller chatte med os på alle hverdage kl.15-19. Telefonnummeret er 70 20 22 81. XX105
Gå tilbage til brevkasse