Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?

Af Dreng på 20 år

Hej, Jeg er en fyr på 20 år, som er på et sted i livet, hvor jeg tror, at det ville være godt for mig at få noget hjælp/rådgivning/støtte til diverse forskellige personlige problemer, der har påvirket mig i et stykke tid – f.eks. nogen at snakke med. Jeg skriver en besked her, fordi jeg meget gerne vil høre, hvad I mener, det rigtige er for mig, hvad jeg kan gøre, og om I har nogle anbefalinger eller råd til mig. Nogle af mine problemer såsom f.eks. seksuel præstationsangst har præget mig og formet mig som person over de seneste par års tid, men det har ikke været noget, som jeg har haft aktuelt behov for at gøre noget ved, da jeg har haft en kæreste det seneste 1,5 år, hvilket har givet mig utrolig meget tryghed og sikkerhed på mange områder. Jeg trives bare generelt meget bedre, når jeg er i et forhold – og nu, hvor min kæreste slog op med mig for et par måneder siden, så skal jeg gøre op med det, og lære at have det godt uanset om jeg er i et forhold eller ej. Omstændighederne er at jeg blev student fra gymnasiet i juli og havde en god studentertid med mine rigtig gode venner og kæreste, men nu står jeg midt i et sabbatår uden planer, lyster eller ideer til, hvad jeg skal bruge tiden på. Min kæreste slog så op med mig her i slutningen af sommeren, hvilket var virkelig hårdt – og er stadig noget jeg kæmper med – men jeg har det markant bedre end for 2 måneder siden. Jeg bliver ikke længere ked af tanken om, at vi ikke længere er sammen, nu er det mere de personlige problemer for mig ved at være single og enlig, der begynder at tage over – og derudover fylder det rigtig meget for mig, at hun er kommet relativt hurtigere videre end mig, og jeg fornemmer at hun har været sammen med andre fyre osv. Så ja, jeg står midt i et helt åbent sabbatår, hvor jeg her til at starte med har fået en omvæltning i og med, at jeg nu er alene i tilværelsen, ingen planer har og mangler lyst til at gøre ting – f.eks. ved jeg ikke om jeg har lyst til højskole, rejse eller lignende, og jeg har ingen ide om, hvad jeg en dag vil studere. Det ville være rart at snakke med nogen om den store verden, der er foran mig, som føles meget stor og lidt trist, når man ingen ideer har til, hvad man har lyst til at lave. Nu har jeg skrevet en masse, for at give en fornemmelse af, hvad det er, jeg har brug for. Der er mange ting, der føles trist og udfordrer mig for tiden, som jeg har behov for at gøre op med – og mit første skridt er at skrive til jer, for at høre, hvad I synes jeg kan gøre. For at opsummere, så vil jeg rigtig gerne overvinde min seksuelle præstationsangst, som har gjort, at jeg holder mig fra at være i situationer, hvor jeg kan komme til at kysse med en pige eller lignende. Jeg har aldrig rigtig prøvet bare at score nogen i byen eller lignende, men vil gerne overvinde det. Derudover har jeg lidt kærestesorger, der stadig fylder. Jeg har behov for at finde en mening ved hverdagen, der gør mig gladere, og finde ud af, hvad jeg vil med mit/mine sabbatår. Jeg mangler noget glæde i livet, noget at se frem til og generelt mere tilfredshed med mig selv – især når det angår at være single. Jeg tænker, at det ville være godt for mig at tale med en psykolog, og mine forældre har endda sagt, at de gerne vil betale for en, hvis jeg finder en. Men har I nogle anbefalinger til, hvem jeg skal tale med? Er det en psykolog, sexolog, eller noget helt tredje. Og derudover tager jeg hjertens gerne imod råd og anbefalinger fra jer. Jeg glæder mig utroligt meget til at høre jeres svar. Kærlig hilsen


Svar
Hej, 

Først og fremmest - det er sejt, at du skriver herind. For rigtig mange er nogle af de første skridt mod at få det bedre at få talt med andre om sine tanker og følelser. . Det er en rigtig god forudsætning. 

Du skriver, at der er mange ting, der føles trist og som udfordrer dig for tiden. Ud fra din besked at dømme lader det som om, at du allerede har et ret nuanceret sprog omkring, hvordan du går og har det. Du får sat mange ord på, hvad det er for nogle emner, der fylder for dig, og det lyder som om, at du er ved at være der, hvor du gerne vil have noget hjælp til at finde hoved og hale i det hele - det giver rigtig fin mening. Det er meget forskelligt, hvem man synes det er rart at tale med - for nogle er det tilstrækkeligt at tale med en fortrolig, fx en ven, mens det for andre vil være brugbart at tale med en psykolog om tingene. Du nævner selv muligheden om at opsøge en psykolog, og at dine forældre gerne vil betale for det. Det vil vi anbefale dig at takke ja til. En psykolog kan være en professionel samtalepartner, som kan hjælpe med at give nogle perspektiver og råd. 

Du fortæller, at du lige nu står i et sabbatår, som du ikke er sikker på, hvad du gerne vil bruge på. Det er svært for os at sige, hvad der vil give mening for dig, men noget du kan overveje er, at du på en højskole vil komme til at indgå i et "tvunget fællesskab", som vil tilbyde dig nye relationer og aktiviteter. En højskole er samtidig et sted, hvor verden kommer til at handle lidt mere om "os og vi" end om "mig", og det ville måske ikke være så skidt endda i din situation? At tage ud at rejse kunne godt betyde mere tid alene, det ville være en overvejelse, du kunne gøre dig.  

Vi er rigtig glade for, at du har skrevet ind, og vi håber, at svaret kan hjælpe dig lidt videre. Du er mere end velkommen til at ringe ind, hvis du har brug for yderligere sparring omkring dine tanker. Nogle gange er det nemmere at tale sammen end det er at skrive, men det er ganske op til dig. Vi har åbent alle hverdage fra klokken 15 til 19 på telefon 70 20 22 66. 

Mange hilsner, 
Sexlinien, xx125
Gå tilbage til brevkasse