Jeg savner mine gamle lærere

Af Pige på 13 år

Hej jeg er 13 år og er lige startet på en nye skole altså fordi det den anden kun gik til 6. Klasse. Men jeg savner mine gamle lærere mega meget så meget at jeg tænker på dem når jeg skal sove og at jeg finder deres facebook og kigger på dem. Jeg græder og rigtig meget fordi at jeg ikke har det godt på min nye skole. Er det normalt at savne sin lære så meget


Svar
Hej og tak for dit spørgsmål. 
Det er helt almindeligt, at man kan savne sine gamle lærere. Især, hvis man er startet på en ny skole, og nu skal have en masse nye lærere. Overgangen fra én skole til en anden, kan være rigtig svær og forbundet med tristhed. Sådan er det for mange. Man kan komme til at tænke på det, man havde før, og det kan gøre en ked af det. Det kan godt tage tid, når man har skiftet skole, før man føler sig helt tilpas og glad. Man skal lære mange nye mennesker at kende, de skal lære dig at kende, og det er ikke altid lige nemt. Og det er helt okay.

Under alle omstændigheder skal du vide, at det er okay at være ked af det, når man mister noget, man har holdt meget af. Det kan dog ofte hjælpe, at tale om det. Er der en forælder eller en anden voksen, som du har tillid til, og som du ville kunne fortælle at du går og er ked af det? Eller måske en ven eller en veninde fra din gamle klasse, som også har skulle skifte skole? Når du skriver, at du ikke har det godt på din nye skole, er der så andet end savnet til de gamle lærere, som går dig på? Eller er der nogle nye klassekammerater, som du synes er søde, og som du ville kunne snakke lidt med? Du kan også tænke over, om det er noget du ville kunne dele med din nye klasselærer. Klasselærere er ofte rigtig gode at snakke med om sådan nogle ting, fordi de har haft mange elever, som til tider har været triste. 

Vi håber, du kan bruge svaret til noget. Hvis du har brug for at snakke mere om det eller få svaret uddybet, er du velkommen til at vende tilbage enten på chat eller på telefon 70 20 22 66  i vores åbningstid alle hverdage fra 15-19. 
Hilsen Privatsnak, XX117
 
Gå tilbage til brevkasse