Jeg er nervøs for at få min menstruation.

Af Pige på 13 år

Hej brevkassen! Jeg har rådet mit udflåd for ca et halvt år siden, jeg har tegn på menstruation men har ikke fået det endnu jeg er den sidste i min klasse der ikke har den endnu de andre ved det ikke men jeg er nervøs for at få den et sted som ikke er der hjemme, og hvordan skal jeg sige det til fx. Min mor når jeg får det?


Svar
Hej med dig.

Det er helt almindeligt at være nervøs for, hvor og hvornår man får sin første menstruation – og hvordan man fortæller det til andre. De fleste piger får deres første menstruation, når de er mellem 10-14 år, men nogle piger får det tidligere og andre lidt senere. Husk at der ikke er noget galt med at være den sidste i klassen, der endnu ikke har fået sin menstruation. Man kan godt kan føle sig lidt bagud, men det er ikke noget, som man kan ændre på – hvornår man får det afhænger fx af, hvornår ens mor fik sin første menstruation.

Mange piger frygter, at menstruationen lige pludselig vælter ud, mens de er i svømmehallen, til klassefest eller lignende, men måske det kan berolige dig at få at vide at menstruationsblodet ikke bare fosser ud. Den første gang du få menstruation vil der måske bare komme en lille smule blod eller brunligt udflåd. Hvis du vil føle dig ekstra forberedt, så kan du eventuelt have et bind med i tasken, når du tager i skole.

Nogle syntes, at det er svært, at sige til deres mor, at man har fået sin menstruation. Det kan måske hjælpe, at skrive det ned på et stykke papir – så er du sikker på, at få sagt det du gerne vil sige. Din mor har selv prøvet det, og hun ved godt, at du får din menstruation på et tidspunkt. I sidste ende så er menstruation et tegn på, at kroppen fungerer som den skal. Det er helt naturligt og noget som alle piger får på et tidspunkt. Du kan evt. snakke med dine veninder om, hvordan de fik deres menstruation, og hvordan de fortalte det til deres familie.

Vi håber, at vores svar har kunnet hjælpe. Hvis ikke, er du velkommen til at chatte med os eller ringe på 70 20 22 66 hverdage mellem 15.00 og 19.00. XX131
Gå tilbage til brevkasse