Kan ikke give slip

Af Pige på 17 år

Hej Privat Snak, Jeg er en 17-årig pige som til daglig går på gymnasiet. Jeg har gennem længere tid været rigtig ked af det, fordi jeg har haft svært ved at "give slip" på en specifik person. Det med at "give slip" på personer men i det hele taget også følelser som vrede og tristhed, har jeg altid været enormt dårlig til. Nå, men for at komme til sagen, så gik jeg til sport med denne her pige (eller kvinde) i omkring 3-4 år. Hun er en del ældre end mig, og jeg så hende derfor som en slags ekstra mor for mig, fordi vi havde det så godt, som vi havde. Og så fordi, at jeg kunne komme til hende med alt, hvad jeg nu følte for. Jeg stoppede så med at spille, fordi jeg ikke havde overskud og det triggede min angst. Hun var altid hjælpsom, når min angst blussede op - og det var også hende, som var der for mig, da jeg fik mit første angstanfald. Da jeg stoppede med at spille, lovede hun mig flere gange, at jeg alligevel altid kunne skrive til hende, hvis jeg havde brug for det - for hun ville altid gerne hjælpe mig. Det gav mig en ro, og jeg var taknemlig for, at hun sagde det. Problemet er bare, at da jeg så stoppede med at spille, stoppede vores kontakt også, på trods af det, hun havde lovet mig. Jeg har flere gange taget kontakt til hende i form af, at skrive en SMS. Når jeg har skrevet, har hun virket uinteresseret og bare lukket samtalen - selvom jeg bare har skrevet for at høre, hvordan hun har det. Jeg besluttede mig så for at skrive direkte, om hun havde lyst til at ses og gå en tur for omkring et års tid siden. Det ville hun ikke pga. Corona - hvilket jeg 100% forstår! For omkring 1-1,5 måneds tid siden, besluttede jeg mig for at prøve igen, hvor jeg skrev, om vi skulle gå en tur. Hun skrev så, at det ville hun rigtig gerne, og hvordan mit skema var, hvilket jeg svarede på. Så blev det aften, hvor hun så pludselig skrev, "jeg kan simpelthen ikke overskue at ses lige nu *mit navn*, men jeg kan tage dig med til *sporten* en dag?". Den besked ramte mig hårdt, nok mest fordi, at for mig lød det som om, at hun ikke orkede mig, men hun kunne da godt lige tage med mig til træning, hvis vi så skulle ses bare en smule (på trods af, at hun ved, at jeg måske ikke har det super godt i klubben). Fordi jeg savner hende og gerne vil ses, skrev jeg alligevel, at det ville jeg gerne, så hun kunne bare skrive. Jeg har så efterfølgende fundet ud af, at hun har været til træning mange gange - og jeg har ikke hørt fra hende. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil prøve mere. Jeg føler, at jeg har gjort alt, jeg kunne gøre. Alligevel sidder jeg tilbage med noget uforløst. Har jeg gjort noget galt? Er der noget galt med mig som person? Og hvorfor kan jeg ikke bare give slip og lade være med at være både en smule skuffet og ked af det? Det sidste spørgsmål er nok det, som jeg bruger mest energi på. Har i nogle råd til, hvad jeg evt. kunne gøre? Mvh. den 17-årige pige


Svar
Hej og mange tak for din henvendelse
Det er rigtig godt at du har skrevet til os, for det lyder til at det er noget der fylder meget hos dig - og helt forståeligt! 

Det lyder til, at denne her kvinde fra dit sportshold har haft en kæmpe betydning for dig. Hun har været der for dig under angstanfald - som jo oftest er en utrolig sårbar og ubehagelig situation at være i.  At du får en følelse af svigt er helt forståeligt, det ville de fleste faktisk højst sandsynligt føle i din situation. Det er derfor fuldstændig normalt og naturligt at du har svært ved at give slip, og bliver ked af det . Det er på ingen måde nemt at give slip på et menneske der har haft stor betydning for en. . Venskaber og relationer kan slutte hurtigt, eller måske glide langsomt ud i sandet. Der kan være en enighed om at man er "vokset fra hinanden", men den ene i relationen kan også stå tilbage med den følelse som du står med nu - at føle sig virkelig svigtet, og måske forladt. Alle mennesker vil desværre på et tidspunkt i deres liv enten blive svigtet - eller svigte andre (som regel begge dele) Det er en af de ting der kan gøre rigtig ondt, og som kan være næsten umuligt at acceptere. 

Du spørger om der er noget galt med dig, eller om du evt. har gjort noget galt. Det giver god mening at du ønsker at finde en forklaring på hvorfor du har svært ved at give slip på hende, og derfor kommer til at kigge på dig selv. Men det kan også være en god idé at forsøge at forestille dig, at den manglende kontakt ikke har noget med dig at gøre, men måske har noget med hende at gøre. Vi kan alle ramme ind i tidspunkter i vores liv, hvor overskuddet desværre ikke er så stort som vi ønsker os. Måske har kvinden fra dit sportshold fået lovet mere end hun kunne holde, dette betyder ikke at hun ikke ønsker at være der for dig, men der kan være sket ting i hendes liv der gør at hendes overskud desværre ikke er til det nu. Det behøves slet ikke at have noget at gøre med dig, og den person du er. Det har faktisk højst sandsynligt IKKE noget med dig at gøre. At du sidder tilbage og får en følelse af at noget er uforløst er helt forståeligt. Du kan evt. gøre en af følgende ting:

1) Det kan måske lette dit sind at få et klart svar. Det er ikke sikkert du får det, men når du har gjort et forsøg, kan det være, at det vil lette lidt på den uforløste følelse - for så har du gjort alt. Du kan vælge enten at ringe, eller skrive en SMS hvor du forklarer at du har følt dig svigtet, og har haft svært ved at forstå hvorfor hun ikke har holdt sit løfte. Det kan være super svært at konfrontere et andet menneske - og især med noget så såbart, men der er en mulighed for, at du får en forklaring der faktisk kan gøre at du kan finde ro med situationen, og slippe følelsen af at det er dig der er noget galt med. Du og kvinden fra din sport kan også have to vidt forskellige oplevelser af situationen, og derfor kan dette være en god løsning mod at stoppe alle de gisninger der dukker op i dit hoved. Dette fjerner nødvendigvis ikke din følelse af at føle dig svigtet, men det kan måske fjerne din følelse af at føle dig forkert. For du er ikke forkert!
2) Du kan også øve dig på at sige til dig selv: "Der er ikke noget galt med mig. De mennesker der ikke rummer mig er ikke de mennesker jeg skal bruge energi på. Jeg fortjener nogen der har tid og overskud til mig!" Og måske også minde dig selv om, at du selv en dag kan komme til at stå i en situation, hvor du måske ikke har overskud til at være der for en, du egentlig gerne ville være der for.

Dette er blot to foreslag, som vi håber kan give dig noget inspiration. Du kan jo tage de ting du synes du kan bruge. :-) Der er helt sikkert flere detaljer til din historie, og måske har du brug for en længere eller mere uddybende snak om din oplevelse. I så fald kan du også kontakte os gennem vores telefon og chatrådgivning.  Åbningstiden er alle hverdage fra 15-19. Telefonnummer til Privatsnak telefonrådgivning: 70 20 22 81. 
De bedste hilsner
Privatsnak

xx132
Gå tilbage til brevkasse