Smerter og ændret udflåd efter sex

Af Transperson på 19 år

Hej jeg er en transkønnet pige på 19år. Jeg havde sex med min kæreste X (navn skjult af Sexlinien) her den anden dag, men lige siden vi havde vært sammen har jeg haft ondt i underlivet. Det gør meget ondt når jeg onanere, og mit udflåd er blevet en meget lys pink. Hvad gør jeg? jeg er bange for at sige det til X, da hun måske ville blive sur på mig.


Svar
Hej, og mange tak for dit spørgsmål!

Smerter ved onani og lys pink udflåd kan skyldes en lille rift i underlivet, hvor der kommer en smule frisk blod i ens udflåd. Hvis det er årsagen, og smerterne forsvinder inden for et par dage, er det en god idé blot at holde området i ro og vente til riften er helet. Hvis smerten derimod fortsætter, er det en god idé at opsøge læge, da det kan være symptom på bl.a. en sexsygdom. Hvis man har en penis, og der kommer lys pink udflåd, er det en god idé at opsøge lægen. 

Hvis du har svært ved at sige det til X, behøver du ikke nødvendigvis gøre det. Du kan jo opsøge din læge i første omgang, og finde ud af hvad årsagen er. Til gengæld kan det være en god idé at få åbnet op omkring emnet, så I kan støtte hinanden - dermed kan I vise hinanden tillid, for der er jo intet forkert i at have smerter og ændret udflåd, det er ingens skyld, og der bør ikke være noget skam forbundet med det. Måske ville din kæreste faktisk bare blive glad for, at du viser tillid? Alternativt kan I få en snak om, hvorfor X skulle blive sur, og hvordan det påvirker dig.

Vi håber, du kunne bruge svaret. Hvis du vil vide mere, er du altid velkommen til at kontakte os igen på chat eller ved at ringe. Vores telefonnummer er 70 20 22 66 og vi har åbent alle hverdage mellem 15 og 19. 

Med venlig hilsen
Privatsnak, xx139

Hvad synes du?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du synes om at få svaret og hvordan du synes om at bruge brevkassen – OG du får chancen for at vinde to biografbilletter!
Du kan fortælle os din mening ved at besvare et kort spørgeskema her. Det kan besvares på cirka fem minutter. Du kan læse mere om evalueringen af brevkassen her.
Gå tilbage til brevkasse