Jeg kan bare ikke mere

Af Pige på 15 år

hej. jeg ved ikke hvordan jeg forklarer det, for jeg forstår det nok ikke helt selv: jeg vil ikke mere. jeg kan bare ikke mere. ikke som i at jeg har lyst til at begå selvmord - for jeg har ikke lyst til at dø, jeg kan bare ikke mere. nogle dage oplever jeg en altoverskyggende tristhed, andre er jeg bare ligeglad med alt. jeg er aldrig rigtig glad, og jeg føler at alt falder fra hinanden. intet føles som det gjorde for bare et år siden, alting føles trist eller falsk. jeg har ikke selvmordstanker, jeg kan bare ikke mere, og jeg er bange for at fortælle min familie eller venner om det for jeg vil ikke have de bliver bange, jeg vil bare gerne have råd til hvordn jeg kan få lyst til at leve igen, eller måske finde ud af hvad der er galt med mig.


Svar
Hej,

Det lyder til, at du ikke har det særlig godt for tiden, og er i en svær og hård situation. Det er godt, at du skriver – at række ud er første skridt til at få det bedre.
Der kan være mange grunde til, at man har det dårligt; at man er trist og ligeglad. Vi kan ikke hjælpe dig nærmere årsagen til at du har det skidt, men det er vigtigt for os at fortælle at du ikke er alene. Det er helt almindeligt at opleve svære perioder i livet, og der ikke noget galt med dig.

Det kan være svært at overskue at bede om hjælp, når man i forvejen ikke har så meget overskud. Når man rækker ud efter hjælp, kan man være bekymret for at andre bliver bange, kede af det eller ikke kan hjælpe en. Eller det kan være, at man synes, at man burde kunne være stærk, og klare alting selv. Det er helt ok, at hvis du føler nogle af de ting, og derfor tøver med at række ud til din familie eller venner.

Det er en god idé at fortælle andre, hvordan du har det. Når de ved det, kan de også bedre hjælpe dig til at få det bedre. Vi forstår godt, at det kan være svært at fortælle sin familie og venner, når man har det dårligt. Det kan være, at det for dig føles nemmere at snakke med andre om det. Du kan både snakke med en lærer, din læge eller skolens sundhedsplejerske om, hvordan du har det. Nogle skoler har også tilknyttet en psykolog, som man kan snakke med. De har alle erfaring med at snakke med personer, der er et svært sted i livet.  

Der findes også et samtaletilbud, der hedder headspace. Der kan du henvende dig anonymt, hvis du ønsker det. De hjælper unge mellem 12 og 25 år med at dele tanker, som er svære at dele med andre. Du kan måske også ringe til Børnetelefonen. Der kan du også være anonym og de er vant til at snakke med unge, som står i samme situation som dig.

Vi ved, at det kræver mod at bede om hjælp. Vi er sikre på, at du kan klare det – det har du allerede vist ved at turde skrive til os, og stole på, at vi ville kunne give dig den forståelse og hjælp, som du har brug for. Hvis du har brug for at snakke mere med nogen om, hvordan du snakker med dine forældre, venner eller andre, kan du ringe eller chatte med os live alle hverdage kl. 15-19. Vores telefonnummer er 70 20 22 81.
 
Hilsen Privatsnak,
XX137

___________
 
Hvad synes du?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du synes om at få svaret og hvordan du synes om at bruge brevkassen – OG du får chancen for at vinde to biografbilletter!
Du kan fortælle os din mening ved at besvare et kort spørgeskema her. Det kan besvares på cirka fem minutter. Du kan læse mere om evalueringen af brevkassen her.
 
Gå tilbage til brevkasse