Vil gerne bruge tampon

Af Pige på 14 år

Jeg vil gerne bruge tampon når jeg har mens så jeg stadig kan gå med g-streng. Men så en video. Hvordan man bruger en tampon og hende der lavet videoen sagde at man godt kunne tisse imens man havde en i. Men da jeg prøvede at bruge tampon igår tissede jeg bagefter og tampon blev helt våd. Har jeg puttet den i det forkerte hul. Eller tisser jeg ud af skeden?


Svar
Hej og virkelig mange tak for dit spørgsmål! :)

Når man begynder at bruge tampon, kan det godt lige kræve lidt tilvænning i starten. Umiddelbart tror vi ikke, at du har sat den i det forkerte hul, da urinrøret har så lille en størrelse, at en tampon umuligt vil kunne komme derop. Man kan ikke tisse ud af skeden, men urinrøret sidder næsten lige over skedeåbningen. Derfor tror vi at du har sat tamponen forkert i skeden. Altså at du ikke har fået sat den langt nok op. Det er helt normalt at selve tamponsnoren bliver våd når man tisser, men man kan evt. sætte den op ml. kønslæberne mens man tisser, så snoren ikke bliver våd. 

Næste gang du prøver at sætte en tampon op, så kan det være en god idé at du evt står med det ene ben på toiletsædet, og det andet på gulvet, - på den måde kan du bedre få skubbet tamponen længere op i skeden, da skeden hos langt de fleste går skråt bagud. Det kan kræve en del forsøg før at den sidder rigtigt. En tampon sidder rigtigt, når man ikke kan mærke den. Det er også vigtigt at vælge en tampon der passer til den mængde man bløder, men hvis man er nybegynder, kan du altid starte med at bruge tamponer med lille sugeevne, og så evt. skifte dem oftere. 

Vi håber at du kan bruge svaret til noget, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe til os eller chatte. Vi har åbent på alle hverdage ml. 15 og 19 fra kl. 15-19. Telefonnummer 70 20 22 81

Venlig hilsen Privatsnak
xx132
Gå tilbage til brevkasse