Jeg vil gerne gå med makeup

Af Pige på 12 år

Jeg vil gerne spørge min mor om jeg må gå med makeup snart, men ved ikke hvordan jeg skal spørge hende. Jeg vil bare så gerne have et ja. Har i en idé til hvordan jeg kan spørge?


Svar
Hej, og tak for dit spørgsmål!

Det kan være, at du allerede har en idé om, hvordan din mor vil reagere, og hvad hendes holdning til makeup er.

Hvis du ved, at hun ikke synes, at det er en super god idé, at du bruger makeup, kan det være, at du kan snakke med hende om, hvad dine egne tanker omkring makeup er. Måske du kan fortælle om, hvad for noget makeup, du gerne vil prøve at gå med, og hvorfor du så gerne vil? Det kan jo være, at hun godt forstår det, og synes det er okay.

Nogle gange kan man også komme frem til nogle ting, når man snakker sammen, selvom man ikke var enige til at begynde med. Hvis hun siger nej i første omgang, kan det være, at hun lige skal vænne sig til tanken, eller at der er noget makeup, hun ikke synes du skal gå med endnu, men andre ting som er fint.

Hvis hun siger nej, og bare synes, at det slet ikke er nogen god ide, kan du også prøve at snakke med hende om hvorfor. Det kan være nemmere at acceptere andres holdninger, eller de regler ens forældre laver, når man ved hvorfor de siger, som de gør. Måske hun vil have nogle tanker omkring makeup, som du faktisk er enig i, eller som du synes er interessante?

Vi håber du kan bruge vores svar til noget! Hvis du har brug for at snakke med nogen om det, eller har flere spørgsmål, så er du altid velkommen til at kontakte os på chat eller telefon: 70 20 22 81 alle hverdage mellem 15:00-19:00. Hilsen privatsnak.
Xx143
Gå tilbage til brevkasse