Mine forældre tager billeder uden tilladelse
Af Pige på 17 årMine forældre tager billeder af mig uden min tilladelse. Jeg har sagt at de skal spørge mig først, men de siger at de ikke vil respektere det, og at de så ikke vil have nogle billeder af mig, og det ville de være kede af siden jeg er deres barn. Jeg har sagt at jeg nok skal sige ja meget af tiden, men jeg vil gerne vide når de gør det. Mine forældre har ikke styr på online sikkerhed, og en gang postede min mor et billede med mig i undertøj i baggrunden. Jeg har derefter sagt at de skal spørge om lov først, og de siger at det er okay at jeg sætter en grænse, men de vil ikke følge den. Jeg har sagt at loven er på min side, og hvis det bliver ved så vil jeg anmelde dem. Jeg fatter bare ikke hvorfor at de ikke forstår det, da de egentligt er rimeligt fornuftige mennesker. Det gør mig ked af det at de ikke respektere mine grænser, og at de ikke forstår at det ikke betyder at jeg aldrig vil have dem til at tage billeder igen. De har sagt at enten skal jeg give tilladelse til for altid eller så vil de ikke inkludere mig på familiebilleder eller andre billeder nogensinde igen. Det gør mig ked af det, da det så enten er min familie og inklusion jeg skal ofre eller mine grænser og privatliv. Hvad kan jeg ellers sige eller vise til dem for at forstå det? Og hvad skal jeg gøre for at anmelde dem hvis det går så vidt?
Svar
Jeg vil starte med at sige, at det er mega sejt, at du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det med, at de tager og deler billeder af dig. Jeg er ked af at høre, at dine forældre ikke forstår, at det er vigtigt, at de respekterer dine grænser og dit privatliv. Du har nemlig ret til privatliv – også på internettet.
Du har helt ret i, at dine forældre ikke må dele billeder på internettet og sociale medier af dig uden dit samtykke. Og særligt ikke billeder, hvor du ikke har tøj på. Du har ret til at bestemme hvilke oplysninger, billeder og videoer om dig, der kan findes på nettet.
I Databeskyttelsesloven står der, at dine personlige oplysninger skal beskyttes på internettet. Det gælder også billeder af dig. Det betyder at andre ikke må dele billeder af dig på internettet og sociale medier, hvor man kan genkende dig. Det kan både du og dine forældre læse mere om på børneportalen.dk.
Selvom du er under 18 skal dine forældre respektere dine grænser og din ret til privatliv. Børn og unges rettigheder er indskrevet i det der hedder børnekonventionen. Her står der også, at du har ret til privatliv, men også at du har ret at udtrykke dine meninger – og at disse respekteres. Det er altså ikke nok, at dine forældre anderkender at du sætter nogle grænser. De skal også respektere de grænser, og tage alvorligt at du ikke vil have, at de deler billeder uden dit samtykke.
Du spørger om hvad du kan gøre, for at dine forældre forstår det. Kan det være en ide at få dem til at læse det spørgsmål du har skrevet til os her, og det vi svarer? Du kan også bede dem læse på børneportalen.dk. Både du og dine forældre kan også ringe ind til Red Barnets rådgivning om digitale krænkelser, som hedder SletDet. De har en masse informationssider, og kan kontaktes på chat og tlf: 29 27 01 01.
Både du og dine forældre er også meget velkomne til at ringe ind til os for at tale om det.
Hvis det ikke virker at tale med og oplyse dine forældre, så kan det måske være en ide at henvende dig til en anden voksen som du stoler på? Det kan være en lærer eller en SSP konsulent fra kommunen. Du spørger også, hvad du kan gøre for at anmelde dine forældre.
Du kan godt anmelde dine forældre til politiet. Det kan man gøre ved:
-at møde op på en politistation
- at ringe til politiet på 114 (112 er kun til når man er i akut fare)
- at lave en digital anmeldelse på politiets hjemmeside
Men det kan være en rigtig god ide, at snakke med en voksen som kan rådgive og støtte dig i processen. Du kan også kontakte SletDet Rådgivningen og snakke med dem om dine muligheder, hvis du føler, at det bliver nødvendigt.
Vi er glade for at du har skrevet ind til os, og vi håber meget at du kan bruge vores svar til noget. Vi håber også at du vil finde nogen at tale med om det, så du ikke går alene med dine oplevelser.
Du er altid velkommen til at kontakte os på chat eller telefon: 70 20 22 81 alle hverdage mellem 15:00-19:00.
Hilsen Privatsnak
Xx143