opdaget min far på chatside for homoseksuelle

Af Dreng på 18 år

Hej Brevkasse Jeg skriver fordi jeg for nylig har opdaget noget, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Min far og mor er skilt, og min far har fundet sig en ny sød kone. De har snart været sammen i fire år, og de virker glade sammen. Jeg så dog ved et uheld den anden dag, at min far sad på en chathjemmeside for homoseksuelle, og det var på ingen måder meningen, at jeg skulle se dette. Efterfølgende har jeg lagt mærke til, at han sidder meget skjult med sin telefon til tider, mange gange om dagen. Jeg har ikke læst hvad han skriver derinde, og ved derfor på ingen måder hvad hans intentioner er med de jævnlige besøg på siden... Jeg kan på ingen måde finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til dette. Skal jeg konfrontere ham med, at jeg ved hvad han laver, eller skal jeg vente, og se hvad der sker i den nærmeste fremtid? Jeg vil selvfølgelig gerne gøre hvad der er bedst for ham, og også for min papmor for den sags skyld. Det er også meget mærkeligt for mig selv, da jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forstillet mig, at min far ville gøre dette. Hvordan synes I jeg skal forholde mig til dette? Hilsen et ret forvirret 18-årig


Svar
Hej

Mange tak for dit spørgsmål. Det lyder som en svær situation, og vi kan godt forstå, at du ikke ved, hvordan du skal forholde dig til det. Det lyder samtidigt som om, at du allerede har gjort dig mange tanker om det og ønsker at gøre det bedste for din far og papmor. Samtidigt med at det er forståeligt og meget betænksomt af dig, har vi lyst til at anerkende, at det også er en svær og mærkelig situation for dig, og at du også gerne må handle efter hvad du har mest brug for. Det har formentligt aldrig været din fars intention, at du skulle vide det og dermed også været tvunget til at forholde dig til det, men det alligevel hans handlinger der har affødt situationen og dermed i højere grad hans ansvar. Vi ved selvfølgelig ikke, hvilke aftaler din far og papmor har, om hun måske allerede ved det, eller om han holder det skjult (hvilket det måske kunne tyde lidt på). Vi kan derfor ikke fortælle dig, hvad der vil være bedst at gøre, men hvis du har brug for at tale med din far om det, så har du selvfølgelig ret til det. Det kan også være, at det kunne være rart for dig at tale med en som hverken var din far eller papmor, men som du stoler på og kunne vende det med.

Vi håber, at det var svar på dit spørgsmål, ellers kan I ringe eller chatte med os på alle hverdage mellem kl. 15-19. Telefonnummeret er 70202281

Mvh Privatsnak, XX101


 
Gå tilbage til brevkasse