Lyst til at udforske med håndjern

Af Pige på 19 år

Hej Privatsnak Jeg er en pige på 19 år, og jeg har et spørgsmål, som jeg håber, I kan hjælpe mig med. Jeg er begyndt at snakke med en fyr, som jeg nu har set i ca. 1,5 måned. Før jeg mødte ham, var jeg virkelig nybegynder i forhold til sex. Han var ikke den første jeg var sammen med, men jeg havde stadig ikke prøvet ret meget. Efter jeg nu har set ham i noget tid, og vi har haft sex ret mange gange, er jeg blevet rigtig tryg ved det. Sagen er den, at jeg faktisk godt kunne tænke mig at udforske det lidt mere. For eksempel har jeg en ide om, at jeg gerne vil prøve sex med håndjern. Han har sagt til mig, at jeg bare skal sige, hvis der er noget nyt, jeg gerne vil prøve… Han er 5 år ældre end mig, og har en hel del mere erfaring end mig - har jeg stærkt på fornemmelsen, i hvert fald. Jeg ved ikke, om det er mærkeligt, at jeg har lyst til at prøve det? Og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal spørge ham om det. Er bange for, at han synes, jeg er en freak… Synes I, at det er for meget, hvis jeg spørger om det? Og har I evt. nogle lidt diskrete måder, jeg kunne spørge ham på? Mvh. den 19-årige pige


Svar
Hej, tak for dit spørgsmål!

Først og fremmest, hvor er det dejligt, at du er blevet tryg i jeres relation og har lyst til at udforske mere med ham!

At have lyst til have håndjern på under sex er noget som mange eksperimenterer med. Det er i hvert fald overhovedet ikke mærkeligt. Det kan også være, at han selv har prøvet det før med en tidligere sexpartner?

Det kan godt føles sårbart at skulle åbne op om sine seksuelle lyster. Men det lyder som et rigtig godt udgangspunkt at han allerede har åbnet samtalen op med dig. Og at han er interesseret i at høre om der er noget nyt du gerne vil prøve med ham.
Hvis du er nervøs for at snakke med ham om det, så kan det være at du kan åbne samtale op ved først at spørge ham. Om hvad han synes er dejligt, når I har sex og om der er noget, han har lyst til at prøve eller udforske sammen. Derefter kan du prøve at åbne op omkring dine tanker og fortælle ham, at du har lyst til at udforske sex med håndjern!

Vi håber, at dette svar har givet nye perspektiver på dit spørgsmål. Ellers er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os igen. Vi har åbent alle hverdage mellem kl.15 og 19 på telefon 70 20 22 66.

Hilsen Sexlinien
XX 17
Gå tilbage til brevkasse