Hvor er skeden, og er det farligt at stikke en finger op?

Af Pige på 13 år

Hej brevkassen Hvis man skal onanere eller have sex hvordan ved man så hvilket hul der er skeden? Og er det farligt at putte en langemand op sit private hvis man ik er sikker på om det er skeden? Hvad hvis jeg begynder at bløde eller kommer til at skubbe til noget deroppe? Og hvordan onanere man i badet???


Svar
Hej og tak for dine spørgsmål!

Det er lettere end man skulle tro, at finde det hul, som er skeden - det er det hul (som ikke er numsen) hvor man kan få en finger ind. Det er rigtigt at man har flere huller forneden; urinrøret, skeden og numsen. Men urinrøret er så småt, at det kan være helt svært at se - og man kan slet ikke få en finger ind i urinrøret. Så hvis du stille og roligt mærker dig frem for neden, og mærker at du kan få en finger ind et sted, som ikke er numsen - så er det det hul der er skeden. Skeden er dog ikke et hul på samme måde som munden eller numsen - det er lidt sværere at få øje på. Skeden er nemlig til dels dækket af kønslæberne, som er de hudfolder, som findes dernede. Derfor kan det på nogle mennekser ligne, at der ikke er noget hul, selvom skedeåbningen faktisk er inde mellem kønslæberne.

Det er ikke farligt at putte sin langefinger op i skeden - så længe det ikke gør ondt på dig. Det er en god huskeregel, at man kan og må røre alle steder på kroppen, så længe man ikke gør noget der gør ondt og har rene fingre, så der ikke kommer bakterier derned. Det gælder både, hvis man skal onanere eller bare gerne vil undersøge sig selv for at blive klogere på sin krop. Hvis du ikke gør noget der gør ondt eller er ubehageligt, vil du ikke komme til at bløde eller at ødelægge noget. Det kan dog være en god idé at have klippet eller filet negle, så du ikke kommer til at lave en lille rift med en skarp negl ved en fejl.

I forhold til at finde skeden, når man skal have sex, er det i særligt vigtigt, at man husker, at det ikke skal gøre ondt eller på anden måde føles ubehageligt. Det kan være lidt sværere at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til og hvad der føles ok, når man er sammen med en anden person, som gerne vil én. Det ville nok være rart, hvis du allerede kendte din krop og vidste hvor skeden var, inden du skal have sex. Så vil det måske være en mere tryg og god oplevelse for dig.

Hvis du har lyst til at vide, hvordan du ser ud for neden, kan du også prøve at tage et lille spejl og holde det ned foran dig selv. På den måde kan du udforske dig selv på en måde, hvor du ikke kun føler dig frem, men også kan se, hvad du laver. Det kan måske hjælpe dig med at blive lidt mere tryg ved at røre ved dig selv.

I forhold til det med at onanere i badet, så er det nogenlunde de samme tips der gælder, som ved andre slags onani. Det handler om at føle sig frem og mærke efter, hvad man synes føles særligt godt. Mange synes det er rigtig dejligt at røre ved sig selv på klitoris, som er den lille 'tap', der sidder lige over skeden, der hvor kønslæberne mødes. Man kan røre ved klitoris med fingrene i en cirkelbevægelse - eller hvordan, man nu synes det føles rarest. Nogle mennesker kan godt lide at onanere i badet, fordi man kan bruge brusehovedet til at sprøjte ind på sit underliv og sin klitoris på en måde som føles meget dejligt. Men faktisk kan onani være at røre sig selv på alle de steder på kroppen, hvor det føles rart. De mest følsomme steder på en krop er for mange brystvorterne, kønslæberne, inde i skeden og klitoris. Dette er kun nogle af de meget følsomme steder, og det er op til en selv stille og roligt at at prøve sig frem efter, hvad man særligt godt kan lide.

Vi håber at det har været svar på dit spørgsmål. Hvis du gerne vil vide mere eller stille andre spørgsmål, er du mere end velkommen til at skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 81 alle hverdage mellem 15 og 19.

Med venlig hilsen,
Privatsnak, xx140

 
Gå tilbage til brevkasse