blev mere og mere glad for ham

Hej Jeg skriver fordi, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går lige nu i gymnasiet. I 1.g begyndte jeg for alvor at blive interesseret i opmærksomhed fra drenge. I folkeskolen havde jeg egentlig aldrig fået nogen, så det var rart endelig at opleve anderkendelse og opmærksomhed fra drengene i min klasse. Jeg snakkede især godt med en dreng. Det var meget på venneplan, men alligevel havde jeg en mavefornemelse om, at der var en form for interesse hos os begge. Vi begyndte at ses uden for skolen. I weekenderne og i ferierne. Vi ringede sammen, vi snappede sammen, vi skrev sammen i timerne.

Da vi efter vores tre første måneder skiftede fra grundforløbet til vores rigtige klasser kom vi ikke i samme klasse. Jeg var egentlig okay med det, og der virkede til at han også var det. Hver gang vi så. hinanden snakkede vi sammen. Vi holdte stadig kontakten, og flere gange rakte han ud til mig. Jeg kunne stadig godt lide den følelse, og jeg blev mere og mere glad for ham, dog var jeg ikke klar over om det var som mere end venner.

En dag holder skolen en fest. Jeg havde planer om en hyggelig aften med mine veninder. Jeg ser ham dog ude på floor og skynder mig hen og hilser på ham. Jeg kan se at han kigger på mig mere end han plejer. Han krammer mig også længere tid, og tilbyder at købe mig en drink. Vi ender med at kysse i midten af floor foran alle. Jeg ligger ikke mærke til, at alle øjne er på os. Da festen er ved at dø ud spørg han om jeg vil med videre. Jeg takker ja, og vi tager videre i byen. Senere på aftenen spørg han mig, om jeg kunne tænke mig at komme med hjem til ham. Jeg bliver lidt i tvivl og skriver til min veninde. Hun synes at jeg bare skal gøre det, og jeg bliver mere og mere klar på at tage med, selvom jeg aldrig har været hjemme og sove hos en dreng før.

Vi bliver hentet af en taxa, og han ligger mit hovede på hans skød, jeg falder i søvn, og vågner ved, at han klikker min sele af. Han tager en arm om mig og følger mig ind til hans seng. Med det samme trækker han sit tøj af, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal se hen. Han ser på mig og trækker blidt mit tøj af. Jeg kan stadig mærke alkoholen og føler mig utrolig slap. Han ligger mig ned og vi ender med at være sammen. Jeg kan ikke huske så meget, men jeg ved, at han flere gange spurgte, om jeg var okay. Jeg synes det hele var mærkeligt. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke at vi nok var kærester nu.

Om morgenen vågende jeg først. Jeg klurede mig selv ud af hans arme omkring mig og gik på toilettet. Jeg kunne se, at jeg havde blødt en del og blev helt bange. Jeg fandt dog ud af at det hang sammen med, at det var min første gang. Da jeg kom ind i igen så han på mig. Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle sige eller gøre af mig selv. Min makeup var røget af, og jeg linede noget der var løgn. Han så på mig og spurgte mig hvornår mit tog gik. Jeg fandt hurtigt min telefon frem og fandt en rute hjem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han snakkede til mig på en helt anden måde. Den tanke skød jeg dog hurtigt ned, da han jo havde tømmermænd?

På vej hjem i toget føltes det som om, at alle stirrede på mig. Det var som om jeg var nøgen eller sådan noget. Jeg gik ind for at tjekke om han havde skrevet noget til mig, men der var intet. Da jeg kom hjem tog jeg en lang lur. Jeg følte mig helt forkert. Som om at jeg ikke var i min egen krop. Han sendte mig en snap. Han spurgte mig om, hvordan det gik. Jeg sendte et kort og løgnagtigt svar tilbage, hvor jeg fortalte at det gik godt. At skrev det samme, og vi gik tilbage til at sende intetsigende facesnaps.

Om mandagen mødte jeg op. Flere piger jeg havde snakket med trak mig til side, og spurgte hvad der var sket i weekenden. Jeg blev helt overvældet. Jeg så ham på gangen, og han så også mig. Han kiggede hurtigt væk og fortsatte videre. Jeg havde lyst til at stoppe ham. Efter alt hvad vi havde lavet ville det da kun være normalt at i det mindste snakke? Dette fortsatte i et måneder. Facesnaps og ingen kontakt derudover. Lige indtil den næste gymfest, hvor præcis det samme skete. Om og om igen.

I går var jeg til en privatfest. Jeg vidste, at han ville være der. Han kom som det første hen, og gav mig hånden (?) Jeg blev forarvet over, at det var sådan vi hilste på hinanden. Han gav selvfølgelig alle mine veninder et kram. Men ikke mig. Hele aftenen var han sammen med sine drenge venner. Jeg valgte at ignorere det. Jeg satte mig og talte med en til festen. Han skyndte sig hurtigt over til os, og begyndte at tale med den jeg talte med. Han snakkede over hovedet på mig som om, at jeg slet ikke var der. Han talte endda om ting, som han vidste, at jeg ville reagere på. Den jeg snakkede med gik efter lidt tid og jeg sad nu kun med ham. Han sad med sin telefon. Han begyndte at snakke om, at jeg opførte mig mærkeligt. Jeg vendte den om og sagde det samme til ham. Hver gang jeg nævnte noget jeg var utilfreds med eller ked af, rystede han på hovedet og sagde "jaja" "sådan er det jo bare". Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne komme videre i samtalen. Han så slet ikke på mig. Den aften gik jeg hjem og kunne ikke stoppe med at græde. Jeg havde mistet hvad jeg ville mene var min bedste ven. Jeg havde også mistet ham som "kæreste" eller hvad vi nu var til fester. Jeg havde ham ikke engang en lille smule.

Jeg græder ved tanken om at tænke på ham. Jeg vil virkelig ikke være så skrøbelig og ked af det hele tiden. Hvad skal jeg gøre af mig selv?