Savner sin ekskæreste

Hej Brevkasse. For ca. et år siden slog min "kæreste" og jeg op. Vi var på grund af mig ikke officielle og slet ikke foran mine forældre. Vi var altid hos ham. Han boede ca. 1 time fra mig, så det var ham jeg brugt alle mine weekender med. Jeg mødte ham på en datingapp som min grundforløbsveninde og jeg downloadede. Ham og jeg var sammen i godt 4 måneder. De fire måneder var måneder, hvor jeg næsten ikke sagde noget ved bordet når min familie og jeg spiste aftensmad. Hver aften ringede-eller facetimede vi. Han var meget forstående og sød ved mig. Han hentede mig altid på stationen ved min skole osv. Som jeg skrev før mødtes vi på en datingapp. Den datingapp krævede at man var 18 år. På det tidspunkt var jeg 16 og jeg havde i 1.g afprøvet mange ting, så en kæreste skulle vel også være en del af den afprøvelse. Til ham sagde jeg, at jeg var 17, han har aldrig vidst, at jeg faktisk var ét år yngre end jeg sagde. Vi kom sammen i december, og selvfølgelig var det skønt, at have en julekæreste. En man altid kunne ringe til osv. Jeg mødte hele hans familie og flere gange kan jeg i dag tænke på ham som en gæstfri og varm person. Han var også min første gang. Første gang nogensinde. Han var den første jeg rigtige kyssede, som ikke bare var et dumt tantekys. Jeg kan huske, at min første gang gjorde så ondt at jeg troede der var noget galt med mig. Jeg blev ude på toilettet i noget tid hjemme hos ham da vi var færdige. Jeg havde blødt rigtig meget, og følte mig så lille og mega forkert. Jeg følte mig generelt bare ude af min krop. Han ville gerne have, at jeg blev men jeg var fast besluttet på, at jeg skulle hjem. Jeg tror bare inderst inde, når jeg tænker tilbage på det, at jeg ikke var i en tryg ramme. (godt nok følte jeg mig rimelig tryg ved ham). Jeg tog hjem og var ude af mig selv. Jeg spiste ikke, jeg talte ikke, jeg opførte mig generelt bare mærkeligt. Intet af dette fik nogle af mine bekendte at vide. En dag i januar sidste år var jeg til en fest. Her havde vi været sammen i omkring en måned. Jeg så en dreng og snakkede en del med ham. Jeg endte med at få hans snap- og ikke andet. Jeg kan huske, at jeg følte mig skyldig, og min veninde blev ved med at spørge, om jeg var okay. Endnu en fest kom og en dreng stod tæt op af mig og skulle lige til at kysse mig, da jeg kunne mærke min telefon vibrerer og så, at det var ham (min kæreste) der ringede til mig. I den her tid var jeg meget skamfuld for både mine forældre, mine veninder, ham og mig selv. Jeg begyndte at trække mig en del fra ham. Jeg blev vidst lidt selvisk og synes, at mange andre drenge virkede mere spændende. Jeg sagde at jeg havde brug for en pause, og han var helt okay - han sagde bare at han ville vente til, at jeg var klar. Det endte med, at jeg aldrig skrev. Ca. 2 måneder senere skrev jeg tillykke til ham. Han fyldte 19 år (jeg var stadig 16) Han skrev bare tak. Jeg blev lidt ligeglad, og endte med at fjerne ham fra Instagram og tiktok. Til sidst valgte jeg at blokere ham fra snapchat. Dette opdagede han. Han skrev til mig på besked og spurgte, hvorfor jeg havde blokeret ham. Jeg skrev bare, at jeg havde besluttet at det nok var bedst. Ca. en måned senere lidt inden jeg skulle op til eksamen blokerede jeg ham på besked. Jeg var bange for, at jeg ville skrive til ham igen. Jeg tænkte at vis jeg fjernede ham helt ville jeg aldrig gøre det igen. For et par måneder siden kig jeg ind på Facebook. Jeg bruger aldrig appen og havde derfor glemt, at jeg havde ham der. Jeg så at han havde lagt en status op med "I et forhold". Hans familie havde skrevet en masse i kommentaren som "tillykke" og "hvor dejligt". Jeg brød med det samme sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig været så ked af det før. Jeg følte mig mærkeligt tilpas og havde også dårlig samvittighed. Jeg sidder stadig den dag i dag og halv stalker ham fra hans Instagram jeg ikke længere har blokeret. Ham og hans kæreste er søde sammen, og har nu snart været sammen i et halvt år. Jeg hader at se alle de minder der kommer frem på min snapchat når der er gået et år, og jeg kan ikke lade være med at se vores billeder igennem. Hvad skal jeg gøre for at komme videre? Og skal jeg sige til mine veninder der ikke ved, at min første gang var med ham skete eller skal jeg bare glemme alt? Håber ikke at historien er alt for rodet...