Der er ting der holder mig tilbage
Af Pige på 14 årJeg har fået en ny veninde. Hun er megasød og pæn og jeg kan virkelig godt lide hende. Nu har hun så spurgt om en soveaftale. Der er jo ikke noget jeg heller vil men der er to ting der holder mig tilbage. For det første er jeg slet ikke udviklet, det er hun, hun har alle de kvindlige former. Jeg har ikke antydning af bryster endnu. For det andet føler jeg virkelig mine private dele er grimme. Mine kønslæber hænger sygt meget forneden som to flapper eller noget. Jeg vil være megagenert over at skulle vise dem frem. Så forløbig har jeg sagt jeg lige vil tænke over det med soveaftalen. På den ene side vil jeg jo gerne, på den anden side synes jeg ikke jeg har noget at komme med. Hvad skal jeg gøre?
Svar
Hej og tak for dit spørgsmål!
Hvor lyder det dejligt med en ny, sød veninde. Det er vi glade for på dine vegne!
Du er bestemt ikke den eneste person, som sammenligner sin krop med andres og synes det kan gøre tingene lidt svære eller ubehagelige. Det er noget alle mennesker oplever, men måske er der særligt mange, der fyldes af den slags tanker, når de er omkring din alder. Altså op til eller under puberteten. Det skyldes nok, at folks kroppe begynder at ændre sig, og at det sker i meget forskelligt tempo hos forskellige personer i puberteten. Derfor kan kroppe komme til at se meget forskellige ud lige pludselig. Nogle får tidligt, som du siger, 'alle de kvindelige former,' mens det sker lidt senere hos andre. Måske kan det være rart at tænke på, at det kommer før eller siden for alle mennesker - også dig. Så selvom du ikke har antydningen af bryster endnu, så skal du nok få det. Også selvom det ikke er sket på samme tid som din nye veninde.
I vores brevkasse modtager vi mange spørgsmål, der har med den slags ting at gøre. Vi har samlet et par stykker, som du kan se her og her. Det er ikke det helt samme, som du oplever (f.eks. drejer det sig om andre kropsdele), men måske er det rart at læse, at der er andre der går med lignende tanker og følelser. Så du er ikke alene med de tanker og følelser! Måske er der også noget spændende at læse i de svar, vi har givet på de tidligere spørgsmål.
Det er også vigtigt for os at understrege, at du ikke behøver at vise din krop uden tøj på, hvis du ikke har lyst. Vi er sikre på, at man kan have en rigtig god og hyggelig soveaftale uden at skulle vise sine kønslæber frem til nogen. Det kan selvfølgelig godt være, at det ligger lidt i kortene, hvis det er noget man ofte gør til soveaftaler blandt dine venner og veninder. Men du skal vide, at det er helt OK at sige, at det har man altså ikke lyst til - også selvom det måske er det 'normale,' at man gør sådan. Hvis din veninde er sød og forstående kan det også være, at der kan komme en rar snak ud af, at du siger, du ikke har lyst til at vise dig frem. Måske giver det anledning til, at du kan fortælle hende om, at du oplever nogle usikkerheder omkring din krop. Måske oplever hun også nogle usikkerheder i forhold til sin krop eller noget andet, som det er rart at tale med dig om. Selvom din veninde i dine øjne har alle de kvindelige former, så kan det sagtens være, hun synes at noget er helt forkert ved sig selv. Tit kan man nemlig bedst selv se de ting, man er utilfredse med hos sig selv, mens andre menneskers 'fejl' er lette at overse.
Vi håber at det her svar har givet dig nogle gode idéer til at overveje, om du har lyst til at have en soveaftale med din veninde! Hvis du godt kunne tænke dig mere rådgivning eller stadig er i tvivl om noget, må du meget gerne skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 81 alle hverdage mellem 15 og 19.
Med venlig hilsen
Privatsnak, xx140