Er jeg forelsket?

Af Andet på 12 år

Jeg Privatsnak :) Jeg har en dreng i min klasse som jeg måske godt kan lide. Jeg ved ikke helt om jeg kan (altså om jeg kan lide ham mere end en ven). Jeg synes han er rigtig sød og tænker på andres følelser. Men jeg bliver ikke jaloux eller noget hvis han får en kæreste, faktiske det modsatte, jeg bliver glad på hans (og kærestens) vegne, jeg ved det fordi at han har haft mange andre kærester. Men problemer her er at der er to fra min klasse, som er de dårligste til at holde på hemmeligheder nogensinde, altså de spørg ham hele tiden om han kan lide mig og en dag fik de ham til at sige "Ja jeg kan godt lide [mit navn]" fordi de spurgte om han kunne lide matematik hvilke han godt kan og så om han kunne lide mig, på skift, så han blev forvirret. I dag have de så også spurgt ham om det var nogle i klassen han godt kunne (altså blive kærester med) og så havde han sagt ja og mit navn. Men jeg er ikke klar til en kæreste og nok især ikke ham, mest fordi jeg er bange for om vi slår op nogle uger senere og at det så bliver mega akavet at være sammen, men også fordi jeg ikke ved om jeg har et crush på ham, jeg føler bare han er en god og sød ven og jeg kan heller ikke rigtig se os sammen men idk. Håber i kan hjelpe (I kan nok ikke sige om jeg er forelsket i ham det kun mig der burde hvide det men... Ja) og undskyld for stave fejl jeg skrev lidt hurtigt


Svar
Hej og tak for dit spørgsmål.

Det er rigtig svært at finde ud af alle de følelser man pludselig kan få når man har den alder du har. Vi kan desværre ikke afgøre om du er forelsket, har et crush eller bare synes han er en rigtig god ven. Der er ikke en rigtig måde at være forelsket på – og det er kun en selv der ved hvordan man har det med nogen.
Det lyder også lidt som om at der er nogen i jeres klasse der synes det er rigtig sjovt at ”drille” lidt og spørge ind, som du beskriver. Det kan godt give et pres, og måske tvinge dig til at tænke lidt mere over de følelser du måske, måske ikke har. Det kan godt være hårdt, hvis man ikke helt er klar til at tænke så meget over det.
Det vigtigste vi synes du skriver er at du ikke føler du er klar til en kæreste. Man skal nemlig slet ikke kaste sig ud i sådan noget, hvis man ikke har lyst til det, eller ikke er klar. Man kan sagtens synes at nogen er et rigtig sødt og omsorgsfuldt menneske, uden at være forelsket eller crushe på dem.

Det er helt normalt at være bekymret for at blive mere end venner med en der allerede er ens ven. Præcis som du skriver, bliver man bange for om det kan ødelægge ens venskab eller blive akavet hvis det går galt. Hvis nu man får så mange følelser for den anden, at man bare må reagere på det, så skal man altså heller ikke holde sig tilbage, bare fordi man er gode venner. Hvis det er det ens følelser siger, så er det helt okay at reagere på det. Det er jo også et godt grundlag for et forhold at være gode venner. Så ved man jo at man kan snakke godt sammen og virkelig godt kan lide hinanden.
Men det lyder jo som om at du egentlig bare har en virkelig god ven, som du er rigtig glad for. Og så skal du ikke lade dig gå på, af at der er nogen der synes det er mega sjovt at få ham til at sige, at han godt kan lide dig. Vi synes bare du skal nyde at du har en god ven, og hvis dine følelser så bliver mere end venne-agtige, så er det også helt okay, og kan være starten på noget rigtig dejligt.

Vi håber du kunne bruge svaret til noget
Ellers er du altid velkommen til at skrive på chat eller ringe til os på 70 20 22 81
Vi har åbent alle hverdage 15-19
Mvh Privatsnak
xx21
Gå tilbage til brevkasse