Intimbarbering - gode råd?

Af Pige på 15 år

Hej, jeg har overvejet at prøve at barbere mig forneden, bare så det er mere behageligt at onanere. Begyndte at få hår forneden da jeg var omkring 9, og nu er jeg 15 og har aldrig gjort noget ved det så jeg har altså en kæmpe busk dernede. Vil ikke fortælle det til min mor da jeg synes det er lidt pinligt, og jo ikke rigtig kan fortælle grunden til hvorfor jeg ville gøre det. Er der noget man skal vide inden man gør det? Er der nogen specifik vej man skal barbere sig? Skal man smøre noget på? Hvis man skal smøre noget på bagefter så tør jeg ik helt da jeg er bange for at komme et eller andet forkert på mine skamlæber.


Svar
Hej med dig. Tak for dit spørgsmål.

Hvis du har lyst til at prøve at barbere dig, findes der forskellige måder, du kan benytte. Overordnet set kan du være opmærksom på følgende ting, når du gør det:
  1. Barberbladet skal gerne være nyt og kun benyttes til intimbarbering. Hvis du f.eks. også barberer dig på ben eller armhuler anbefales det at bruge et andet barberblad til dette.
  2. Det kan være rart for nogle at gøre hårene bløde og våde forinden. F.eks. ved et bad og varmt vand.
  3. Når du barberer dig, skal du barbere dig MED hårene.
  4. Du kan vælge at bruge barberskum til intime områder, som du smørrer på inden du barberer dig – dette kan købes i Matas, supermarkeder eller apoteket. Dét kan hjælpe på huden, da det er et følsomt område. Det er ikke alle der benytter det, men nogle foretrækker dette.
  5. Nogle foretrækker at bruge mandelolie, aloe vera, eller andet efter barberingen, da det for nogle kan føles rart på huden.
  6. Der er mange forskellige muligheder og produkter til intimbarbering, men fordi huden i skridtet er følsomt, kan vi ikke anbefale en metode over en anden, da det i høj grad er et spørgsmål om, hvad DIN hud kan tåle.
  7. Derfor er det om at prøve dig frem til du finder en metode, der passer dig og din hud.
Nogle kan godt opleve at huden bliver lidt generet eller rød efter barbering. Nogle oplever også at få lidt røde knopper. Det kan være svært at undgå men er ikke farligt.
Hvis du vil læse en uddybende guide på intimbarbering, kan du finde vores her.
 
Vi håber, det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen. Vi har åbent alle hverdage mellem kl.15-19 på brevkasse, chat eller telefon 70 20 22 81.
 
Hilsen Privatsnak
Xx133
Gå tilbage til brevkasse