Min veninde kan ikke være sammen med en pige pga. hendes forældres religion
Af Pige på 13 årHej Jeg har en vendine som er muslim. (Er selv dansk, og ikke religiøs) Vi har på det sidste snakket lidt om sexualitet, jeg ved jeg er til piger og har spurgt lidt ind til hende. Hun siger at hun tror hun godt kan lide piger og drenge, men aldrig ville kunne være sammen med en pige pga. hendes forældres religion. (Hun er også selv muslim, dog ved hun ikke helt hvor meget hun tror på det.) og jeg er sikker på at hvis hun kunne ville hun date piger. Dette er hun selføgelig ked over. Men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal hjælpe og give råd da jeg ikke selv er muslim og ikke selv kan stå i den situation. Selføgelig kan jeg sætte mig ind i det men jeg tror ikke helt jeg kan forstå det som hun oplever det. Hendes forældre er mega søde og Nice ellers men jeg har lyst til at hjælpe hende. Hun skal da ikke gemme sig hele livet hvis hun vil kysse piger. Men det siger man jo ikke
Svar
Hej og tak for din henvendelse
Hvor er det fint at du søger hjælp og rådgivning til, hvordan du bedst kan være en hjælp og støtte for din veninde. Vi kan godt forstå at det er en vanskelig situation for dig at stå i, men du er allerede en god veninde, når du på den måde har lyst til at hjælpe.
Du skriver, at du ikke ved, hvordan du skal hjælpe og give råd. Vi forstår godt, at det må være svært at give råd til en veninde, som står i en situation, der er forskellig fra den situation, du selv kender til. I nogle familier fylder religion og tradition mere end andre, og det betyder desværre nogle gange at unge personer, som f.eks. både kan lide piger og drenge, kan komme i en svær situation. Hvis man selv er vokset op i en familie, hvor religion og tradition ikke fylder så meget, kan det være svært at give gode råd om, hvordan man bedst håndterer de udfordringer. Og faktisk er det heller ikke sikkert, at der findes ét godt råd, der kan løse problemerne og få det hele til at falde på plads.
Men måske er din rolle som veninde heller ikke at give råd til, hvordan din veninde skal løse problemerne – måske er din rolle snarere at give hende støtte, omsorg og accept. Det er rigtig hårdt at holde sin seksualitet skjult for sin familie, og hvis man er i den situation, er det guld værd, at have gode venner og veninder, som man kan tale fortroligt med om de svære ting og som kan give én en følelse af, at man er god nok lige som man er. Hvis du kan give din veninde den følelse, så hjælper du hende allerede rigtig meget.
Du skriver også, at du ikke vil have, at din veninde skal gå og gemme sig hele livet, bare fordi hun gerne vil kysse med andre piger. Det er vi helt enige i, for alle burde have lov til at kysse med dem de elsker – uanset køn. Måske er det opmuntrende at tænke på, at man som ung person får mere og mere frihed og selvbestemmelse jo ældre man bliver. Når man stadig er 13 og bor derhjemme, så lever man oftest ’i sine forældres verden,’ og forældre har en stor indflydelse på, hvordan man lever sit liv. Men når man bliver ældre og flytter hjemmefra har man tit meget bedre mulighed for at udleve og udforske sin seksualitet uden at ens forældre behøver at vide noget om det. For mange bliver det også muligt at få sig et netværk med personer, som har stået i lignende situationer, og som man kan dele erfaringer med.
Du skriver også, at din venindes forældre egentlig er mega søde og nice. Når de er på den måde, så holder de sikkert også rigtig meget af deres datter, og det er sikkert ikke med nogen ond mening, at de ikke ønsker, at din veninde skal være sammen med andre piger. Hvis forældrene er søde og nice og holder rigtig meget af deres datter, kan der måske være et håb for, at de en dag vil kunne acceptere hende som hun er – uanset hendes seksualitet? Hvis din veninde en dag gerne vil fortælle sine forældre om sin seksualitet, kan det måske blive en svær snak til at starte med – og i den periode vil din støtte og omsorg helt sikkert også være meget værdsat.
Til sidst vil vi gerne sige, at du jo også er meget velkommen til at anbefale din veninde til selv at ringe eller skrive til os enten på chat eller på telefon (70 20 22 81) – det kan nogle gange være rart at tale, helt anonymt, med en voksen om sådan nogle ting. Vi har åbent alle hverdage mellem 15 og 19.
Vi vil også meget gerne anbefale både dig og hende at søge rådgivning hos foreningen Sabaah, som lige præcis arbejder for at forbedre vilkårene for personer som din veninde, der har minoritetsbaggrund og er LGBT+-personer. De ved altså mere end os her på Privatsnak om lige præcis de forskellige udfordringer, som din veninde står i.
Vi håber at svaret her var hjælpsomt for dig. Vi ønsker både dig og din veninde alt det bedste! Husk at I begge er meget velkomne til at skrive eller ringe til os igen.
Med venlig hilsen
Privatsnak, xx140