Hvordan øger jeg min sexlyst med min kæreste?

Af Pige på 16 år

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i lidt over et år, vi har naturligvis prøvet alle mulige forskellige ting i sengen, men det helt vildt sjældent jeg har lysten til at lave noget seksuelt. Det har ikke noget med at gøre min partner ikke er god i sengen tværtimod. Hvordan kan jeg gøre så lysten er meget større?


Svar
Hej, og tak for dit spørgsmål

Mange oplever at lyst til sex og intimitet svinger, og at lysten er lav i perioder. Der er desværre ingen mirakelkur på, hvordan man gør, så man får mere lyst til at lave noget seksuelt. Men der er nogle få ting at tænke på, og overveje, når man taler om seksuel lyst.

Er det første gang, du oplever, at du sjældent har lyst til at lave noget seksuelt? Eller er du vant til, at det svinger i perioder? For det simple svar er nemlig, at i nogle perioder har man mere lyst til sex, andre perioder mindre. Så måske kommer det helt tilbage af sig selv.

Hvor meget/lidt lyst man har til sex, kan også påvirkes af, hvordan man ellers går og har det, f.eks.: hvordan man har det for tiden, hvordan man har det med sin partner, om man har det godt med sig selv og sin krop, om man er travl, stresset, syg eller oplever angst, depression og dårligt selvværd. Om der måske er meget på tallerkenen for tiden, har travlt i skole eller på arbejde, eller om man oplever at være ekstra træt for tiden. Hvis man nu går og føler sig sløj, træt, presset eller stresset, bliver sexlysten typisk mindre. Det kan også handle om ens tidligere erfaringer med sex – bærer man måske rundt på nogle mindre rare oplevelser med sex? Kroppen er virkelig klog, og vil gøre sit bedste for at samarbejde med dig, og sørge for at du ikke får flere ubehagelige oplevelser, og dermed mindske din sexlyst. Det er noget, der fungerer på helt ubevidst plan. Altså kan tidligere oplevelser i ens sexliv, påvirke ens nuværende sexliv.
Det kan også være helt uproblematisk at have mindre sexlyst – altså er det vigtigt at understrege, at der ikke er noget galt med dig – der behøver ikke være en forklaring på, hvorfor man har mindre lyst – nogle gange, og især som ung, svinger hormonniveauerne i kroppen meget, og derfor og andre ukendte årsager, svinger lysten bare op og ned, uden der er noget galt med en.

En god idé, er at snakke med din kæreste om det. Har I allerede talt om det? At gå rundt alene og bære på det, du beskriver, kan gøre, at sexlysten faktisk bliver endnu mindre. Det hjælper at få åbnet op og talt om, så du og I sammen kan finde ud af, hvad I kan gøre. Måske skal I bare acceptere, at der i denne periode er mindre lyst, ellers kan I også snakke om, om I f.eks. skal bruge mere tid på at putte, se film, give massage, nusse hinanden – det er ting, som ikke nødvendigvis er seksuelt, men kan være super rart og også øge sexlysten (eller bare være rart – det er også okay).

Der er også nogle mennesker, som i sig selv bare ikke finder så stor værdi og nydelse i sex. Vi er alle på et stort spektrum – nogle mennesker elsker sex og intimitet, og i den anden ende af spektret, er der nogle, som ikke finder værdi i det – nogle vælger at kalde sig aseksuelle, det kan du læse om her. Der er ingen, der bestemmer, hvor du er på spektret, og det kan ændre sig i løbet af livet og også i perioder.

Der er, som du kan fornemme, mange ting til seksuel lyst. Det er lettere at skrive/tale om, når vi kender lidt flere aspekter af, hvordan du har det, og hvordan du oplever det. En mulighed er, at du skriver på chat eller ringer ind på 70202281, så vi kan have en snak. Vi har åbent alle hverdage kl. 15-19. Ellers så håber vi, at du kunne bruge svaret.


Med venlig hilsen,
Privatsnak xx139
Gå tilbage til brevkasse