Hvad gør man, hvis man får bumser?
Når man kommer i puberteten, danner man hormoner i kroppen, og det er med til at man får bumser.
Det er det mandlige kønshormon, testosteron, der laver al balladen. Mængden af mandligt kønshormon stiger nemlig hos både drenge og piger i puberteten. Det forøger produktionen af hudfedt. Den øgede produktion af hudfedt gør, at der nemmere kan vokse bakterier. Bakterier skaber betændelse i de tilstoppede kirtler – det er det, der giver bumser.
Hvad skal man undgå, når man har bumser?
Man skal ikke smøre huden ind i en fed creme eller olie. Man skal ikke kradse i og trykke bumserne, for det kan skabe mere infektion. Fed mad, som pomfritter og pizza, kan også give større risiko for uren hud, fordi fedtet kan føre til dannelse af endnu mere hudfedt.
Hvad kan man selv gøre?
Vask ansigtet med en mild, parfumefri sæbe hver morgen og aften.
Skyl ansigtet (evt. bare med lunkent vand), hvis du har svedt.
For nogle hjælper det at bruge en mild skrubbecreme 1-2 gange om ugen til at fjerne døde hudceller og gammel hudfedt, der kan tilstoppe kirtlerne i huden.
Hvis du bruger makeup, skal det fjernes hver aften.
Spis sundt og varieret.
Man kan også få en sørlig bumsecreme i håndkøb på apoteket, der kan hjælpe.
For det meste forsvinder bumserne igen
De fleste oplever, at bumserne forsvinder igen efter puberteten. Men nogle får akne, som er en blivende form for bumser, der ikke så let forsvinder igen. Så i nogle tilfælde skal man have behandling og derfor tale med sin læge. Mellem 1-2% bliver slemt plaget af bumser.