Skal man barbere sig forneden - og hvordan gør man?
Moden for kønsbehåring har ændret sig meget gennem tiden. I dag er der mange, der intimbarberer sig eller trimmer håret. Men det er helt op til dig, hvad du synes ser pænt ud, og hvad du har lyst til at gøre ved din krop.
Der er mange forskellige holdninger til kønsbehåring, og idealet har ændret sig meget gennem tiderne. I 1970’erne var det på mode at have naturlig kønsbehåring, men i løbet af 1990’erne er det blevet mere og mere udbredt at intimbarbere sig eller i hvert fald at trimme kønsbehåringen i større eller mindre grad.
Hvis du har lyst til at barbere dig eller trimme håret, så kan du godt gøre det. Hvis du synes, det ser grimt ud, så vokser det ud igen. Hvis man barberer det hele af, kommer der typisk stubbe i løbet af en dag eller to, og det vil nok tage et par uger, inden det er groet nogenlunde ud igen.
Ulemper ved intimbarbering
Det kan dog give problemer at intimbarbere sig. Det kan nemlig resultere i en lang række gener som kløe, skægpest, indgroede hår, hævede og irriterede kønslæber. 60% af de kvinder, der intimbarberer sig, oplever gener ved det. Hvis du bare trimmer din kønsbehåring i kanterne og klipper lidt af længden med en saks, slipper du for de fleste gener.
Gode råd til barbering:
- Vælg en barberskraber med et rent og skarpt blad.
- Blødgør huden med barberskum, shampoo, sæbe, gele eller hvad der fungerer for dig, og som din hud kan tåle.
- Skrab MED hårenes groretning. Brug rolige bevægelser og skrab ikke for mange gange på samme sted.
- Blødgør nu huden igen.
- Skrab denne gang MOD hårenes groretning for at få huden helt glat.
- Til slut kan du smøre området med teatree olie, mandelolie, aloe vera eller du kan pudre med talkum. Det hjælper til at berolige huden og undgå svie og irritation.
Du skal være opmærksom på at huden omkring kønsdelene er meget følsom, og man kan sagtens få kløe, røde knopper og indgroede hår, når hårene vokser ud igen. Man kan også fjerne hår med voks, kemiske produkter eller med laser.
Hvis du ikke har fået svar på dine spørgsmål ved at læse artiklen, kan du stille spørgsmål på chatten, på telefonen eller i brevkassen.