Hvordan ved man, om man er bøsse?
Det er ganske udbredt at være fascineret og tiltrukket af både drenge og piger. Og måske bliver du også forelsket i en person af samme køn som dig selv. Det betyder ikke nødvendigvis andet, end at du er ved at udforske din seksualitet.
Man kan godt blive fanget af idéen om, at man skal være enten homo-, hetero- eller biseksuel. Men det behøver du faktisk ikke. Du vælger selv, om du overhovedet har lyst til at definere, hvem du får følelser for og er seksuelt tiltrukket af, og hvad du i så fald vil definere dig som.
Hvis man får lyst til at definere sig som bøsse, kan man ”springe ud”. Det betyder, at man fortæller omverdenen, at man gerne vil opfattes som bøsse. At være bøsse betyder almindeligvis, at du har lyst til andre mænd – både følelsesmæssigt og seksuelt.
Som ung kan det være svært at afgøre, hvordan man vil definere sig selv – fx som hetero-, homo- eller biseksuel eller noget helt andet. For hvor går grænsen mellem fascination og forelskelse? I takt med at man bliver ældre, bliver nogle mere sikre på deres seksualitet. Man kan mærke, at man er mere tiltrukket af mænd end af kvinder og beslutter måske at definere sig som homoseksuel.
Hvordan kan jeg finde ud af det, hvis jeg er i tvivl om min seksualitet?
Hvis du er i tvivl og gerne vil blive klogere på, hvem du får følelser for og seksuelt tiltrukket af - om du fx er bøsse eller heteroseksuel eller andet, kan du prøve at tænke nogle situationer igennem. Tænk over, om du har været forelsket i flest drenge eller i flest piger. Hvordan er de følelser, du har oplevet, i forhold til at være forelsket i en dreng? Er de anderledes, end de følelser, du har oplevet, hvis du har været forelsket i en pige? Hvis du føler dig tiltrukket af en dreng, er det så mere fascination, nysgerrighed eller forelskelse? Eller flere ting på én gang?
Du kan også prøve at se forskellig slags porno – fx porno med mænd der er sammen med mænd eller porno med kvinder, der er sammen med mænd. Eller læse bøger, der handler om kærlighed og sex. Eller måske har du lyst til at kysse og/eller være sammen med en anden dreng. Bagefter får du måske en fornemmelse af, om det ikke føltes rigtigt for dig, eller om det er noget, du har lyst til at gøre igen.
Der er flere måder at være homoseksuel på
Der er mange forskellige måder at udtrykke sin seksualitet på og sit valg af, hvem man har sex med, og det kan sagtens forandre sig gennem dit liv. Nogle er meget åbne omkring deres seksualitet, mens det for andre er noget mere privat.
Alle mennesker er forskellige, og derfor kan man heller ikke definere en bestemt måde at være homoseksuel på. Drenge og mænd, der er homoseksuelle, har ikke nødvendigvis meget andet til fælles med andre homoseksuelle, end at man har sex med personer af sit eget køn.
Hvis du ikke har fået svar på dine spørgsmål ved at læse artiklen, kan du stille spørgsmål på chatten, på telefonen eller i brevkassen.