Hvordan ved man, om man er lesbisk?

At være lesbisk betyder almindeligvis, at du har lyst til andre kvinder – både følelsesmæssigt og seksuelt. Men du kan godt være tiltrukket af andre piger uden nødvendigvis at definere dig som lesbisk.

Fordi man er tiltrukket af sit eget køn, betyder det ikke, at man behøver definere sig som lesbisk. Man kan også godt være tiltrukket af drenge samtidig. Måske varierer det, om man tiltrukket af det ene eller det andet køn, måske hælder man mest til det ene.

Som ung især, kan det være svært at afgøre, om en tiltrækning er baseret på nysgerrighed og fascination, eller om den bunder i en seksuel lyst og måske forelskelse. Som man bliver ældre, bliver mange mere sikre i deres seksualitet. Det kan være, man bliver helt sikker på, at man foretrækker kvinder frem formænd, og derfor har lyst til at definere sig som homoseksuel.

Det kan også være, man er nysgerrig på begge køn og ikke har lyst til at forklare omverdenen, hvad man er til. Så måske ved du, om du er til dit eget køn. Det kan også være, at du er i færd med at udforske din seksualitet og gerne vil blive ved med det. Begge dele er helt fint.

 

Lesbisk på flere forskellige måder

Der er ikke én rigtig måde at være lesbisk på. Du afgør i høj grad selv, hvem du vil have sex med og hvordan du har lyst til at udtrykke dig seksuelt. Og dine lyster og udtryksformer kan sagtens ændre sig gennem livet.

Nogle er meget private omkring deres seksualitet og andre er åbne omkring det. Det er heldigvis noget, du selv bestemmer.

 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg er i tvivl om min seksualitet?

Hvis du gerne vil blive afklaret om, hvorvidt du er lesbisk eller heteroseksuel eller andet, kan du tænke nogle konkrete situationer igennem. Har du været forelsket i flest piger eller i flest drenge. Har der været forskel på de følelser, du har haft for pigerne i forhold til drengene? Har det været en forelskelse eller snarere en fascination?

Du kan også undersøge dine seksuelle lyster ved at se film om kvinder, der tænder på kvinder. Eller du kan se forskellige typer porno, fx sex mellem kvinder og sex mellem kvinder og mænd. Du kan også læse om kærlighed og sex mellem piger og kvinder. Og hvis du har lyst, kan du prøve at være sammen med en pige eller måske kysse én. Det vil nok give dig en fornemmelse af, om det var noget for dig, og noget, som du har lyst til at prøve igen.

Hvis du ikke har fået svar på dine spørgsmål ved at læse artiklen, kan du stille spørgsmål på chatten, på telefonen eller i brevkassen.